2014 Tuttorosso, Italien


Det er ikke meget etiketten oplyser om denne vin. Man får at vide at den er rød og fra Italien. Tuttorosso - ganske enkelt. Så kan vi fortælle, at den er let at nyde. Og  ganske ukompliceret  med stor velsmag.

Vi var selvfølgelig interesseret i at få nogle flere detaljer om vinen. Vi er i Mellemitalien. I Abruzzo. Østpå fornemmes Adriaterhavet. Og vestpå står Appenninerne som en stor ubrydelig mur. Vi kigger lige op på et af de største massiver i bjrgkæden. Højeste punkt er 2793 meter. Det er Maiella bjergene.  Nede i dalen ligger Colline Pescaresi. Det er her Tuttorosso henter druerne. De har forskellige sorter at vælge imellem; Montepulciano d’Abruzzo, Sangiovese, Merlot og Cabernet. Drueblandingen afhænger af årets klimatiske betingelser. Man går udelukkende efter velsmagen og en alkoholprocent på 13%. Hverken mere eller mindre.

Der håndhøstes i takt med at druerne fuldmodnes. Der kan godt gå en måned fra de først klaser køres i hus og til de sidste kommer ind. Når druerne omdannes til vin, kværnes de ganske let. Selve gæringen foregår i temperaturkontrollerede tanke. Under processen omhældes vinen dagligt. På den måde får man mest muligt ud af skallerne, der samler sig i toppen. Det giver både mere farve og smag til vinen.

Når den endelige blanding er besluttet, hældes vinen på store tanke, hvor den får lov at ligge vinteren over. Inden aftapning på flaske, filtreres vinen ganske let. Tuttorosso er en intens ruby rød vin med et brillant skær. Montepulciano dominerer med blåbær, solbær og noget sødt krydret i både  næse og mund. Det er en fyldig, saftig og frugtagtig vin som vil fornøje alle ganer. Vi havde en snak rundt om bordet med nogle af vores kunder. Det var om sammensætningen ”mad og vin”. Mange føler at det er en svær øvelse, som kræver særlige evner.  Friheden til at følge egne lyster findes, men myter og fordomme blokkerer ofte, og vi falder tilbage til det der forventes. Altså hvidvin til fisk, rødvin til kød. Lette vine før kraftige, tørre før søde og billige før dyre. 

Tips til servering
Et direkte spørgsmål var, om man kunne drikke Tuttorosso til fisk? Det kan man selvfølgelig godt, men vi tror, at det er en større fornøjelse, at få den skænket til fx lam eller kylling. Den har nok lidt for megen saft og kraft til den spæde fiskesmag. Men finder man en ung, frisk rødvin ikke alt for alkoholtung, vil den kølig serveret være en stor fornøjelse til mange fiskeretter. Og så kan man endda tillade sig at servere lidt kraftige og mere krydret tilbehør til fisken.