2014 Gaudeamus, Tempranillo, Ribera del Duero ”Roble”, spanien


Der produceres lidt rosévin i Ribera del Douro, men det er først og fremmest distriktets røde vine, vi skal interessere os for. På mindre end to årtier er det lykkedes at bringe navnet og vinene frem i allerforreste række. Processen er blevet godt hjulpet af danske Peter Sisseck og hans berømte Pingus, der i dag omtales som den bedste og dyreste Ribera del Douro-vin.

De røde har et fantastisk lagringspotentiale. Derfor bliver der ofte gjort sammenligninger med de bedste Bordeauxvine. Muligheden for at lave noget stort har sådan set altid været til stede. Beliggenheden er ideel. Det er højland med varme dage og kolde nætter. Jorden er perfekt. Masser af limsten og kalk. Den bedste vinjord findes langs med floden (Duero’s) bredder (Ribera). De røde vine deles op i flere kategorier. ”Roble” er den vin med ingen eller korteste fadlagring. Som vinen her, der har ligget på små egetræsfade i 5 måneder. Top kvaliteterne har 12 og 24 måneders lagring. Nogle endda mere. En drue dominerer næsten enerådigt. Det er Tempranillo der lokalt kaldes Tinto Fino. Under ideelle forhold og kyndig behandling vil vinen optræde med en elegant balance mellem syre og sukke. 

Man er meget tilfreds med årgang 2014. Hele sæsonen har været beriget med passende vejr.  I juli var det hele så frodigt, at man satte det man kalder en ”grøn” høst i gang. Det er en proces hvor man fjerne drueklaser, for at give dem der bliver tilbage de bedste modningsforhold. Høsten startede den 2. oktober. Takke være den stenede og veldrænede jord havde man ikke problemer med et par store regnskyl.  Druerne blev plukket om natten, og var de i fineste form da de kom i hus. Hektarudbyttet blev holdt nede på 5.100 kg per hektar.

Under gæringen kom temperaturen aldrig over 25 grader. Mosten blev pumpet over skallerne flere gange om dagen. Og så 5 måneders lagring på fransk og amerikansk eg. Dyb farve næsten sort med violet skær. Intens næse domineret af mørke bær (solbær, blåbær) der kombineres fint med cigarkassetræ. Fyldig, rank og passende tør med en kant af sprød syre. En vin med stor harmoni. Og velsmag.

Tips til servering
Perfekt til ikke for tunge kødretter, gerne fjerkræ og friske oste. Nydes gerne et par grader under stuens temperatur.