2014 Oro De Castilla, Verdejo, Rueda, Spanien


Hvis man engang imellem vil have en lille pause fra den populære Chardonnay, er en Verdejo, en fin mulighed. Der behøver ikke at være den store forskel på de to, og alligevel er der. Når Verdejo er bedst har den et vidunderlig strøg af anis og nyslået hø. I de rigtige hænder er det en vin med en ganske overvældende aromatisk duft og smag. Sprød, tør og lækker.
Det er på en måde det berømte Riojahus Marqués de Riscal, der har skabt Rueda’s  internationale succes. I begyndelsen af 1970’erne, bestemte de sig til, at den hvidvin, de ville lægge navn til, skulle komme fra den kalkholdige og grusede jord omkring Rueda, der ligger i højlandet tæt på Valladolid. De havde undersøgt hele Spanien på kryds og tværs og var kommet til den konklusion, at det var lige her Verdejo-druen gav det bedste resultat. Det bekræftes nu år efter år. Således også i 2014, hvor kvalitets parametrene var ideelle. Efter en mild vinter oplevede man en tidlig blomstring og det resulterede i en modning af druerne ca. 2 uger tidligere end normalt. Vejret i høsten var med friske dagstemperaturer og kølige nætter. Det har givet druerne en perfekt balance mellem syre og aromaer.

Høsten startede den 9. september. For at undgå at druerne kom svedige ind, høstede man om natten. Ingen overraskelser eller forhindringer på vejen. De sidste druer kom i hus den 19 september. Som sædvanligt blev hver enkelt markafsnit høstet særskilt. Alt efter hvor den fuldkomne modning var opnået.
Man kunne samtidig glæde sig over, at vejret havde artet sig, så det ikke havde været nødvendig at bruge pesticider. Høsten kunne deklareres ”komplet økologisk”. Derefter koldgæring og 4 måneders lagring på bundfaldet.

Vinen fortjener at blive serveret i store glas, hvor den kan svinges rundt uden for megen spild. Her kan man også nyde skæret af en lysgullige vin med et let grønligt skær. Næsen giver en intens aroma af fersken, citrus frugt, nyslået græs, noget balsamisk og noget mineralsk. I munden oplever man en ekstraordinær fylde pakket ind i en frisk integrerede frugtsyre. En fin anissmag slutter det hele af. Det er en vin med stor velsmag, en tør fyldighed og en lang eftersmag. En vin i fuld harmoni.


Tips til servering
Der er ikke grænser for, hvad den kan nydes til (ifølge producenten). Fisk, seafood, hvidt kød, pasta, salat og grøntsager. Vi er sådan set enige. Og kan tilføje at den også er fin helt uden mad til. Som aperitif.