2014 Domaine Barcelo, Ile de Beauté, Korsika, Frankrig


Korsika ligger i Middelhavet som en knyttet næve med en finger, der peger mod det Frankrig, som en aktiv separatistbevægelse ikke vil kendes ved. Øen har formodentlig Frankrigs ældste vinmarker plantet af fønikerne, lang tid før de drog videre til de sydfranske kyster.  Der har aldrig, før i nyere tid, været nogen fransk vintradition på øen.
 
I 1960’erne slog mange af de franskmænd, der blev smidt ud efter revolutionen i Algeriet, sig ned på Korsika. ”Pied-noirerne” blev de kaldt. Man kan diskutere om øens vin blev bedre af det.  Sortfødderne havde nemlig ikke tradition for at lave kvalitetsvin i Algeriet. Det var der ikke efterspørgsel på. Men siden er der sket store ting. Ofte sat i gang af lokale ildsjæle, som så mulighederne, hvis man gjorde sig umage. Det er en af dem vi besøger på øen. Eller rettere det er to generationer af Barcelo familien. Deres vingård ligger i Aghione en lille by ca 70 kilometer syd for Bastia.

Det er på den østlige del af øen også kaldet ”oriental-kysten”. Daniel Barcelo startede her i 1966. Han havde i flere år lært at lave god vin på flere forskellige oversøiske vingårde. Hurtigt markerede han sig med den nye stil med frugten op ”front”. Han inspirerede andre af øboerne til at gøre det samme. Det var sådan set starten på de nye vintider på øen., der meget rammende kaldes Ile de Beaute – den smukke ø. Skønheden er til at få øje på. Det var der mange der så med egne øjne for et par år siden, da Tour de France lagde et par etaper på klippeøen. Pragtfulde helikopter fotos indrammede herlighederne og solgte sig på bedste vis til turismen.

En af de ting Barcelo-familien insistere på er, at blande gamle traditionelle druer med kendte internationale. Denne vin har fx en god portion Niellucciu ( det er den lokale Sangiovese) sammen med Sciaccarellu (en lokale drue fra Ligurien). Den anden halvdel består af Merlot og Syrah. Der håndhøstes når de er fuldmodne. Klaserne kværnes og gæringen foregår ved en ret høj temperatur for at trække og bevare så mange smags- og aromastoffer som muligt. Resultatet er en vin der reflekterer varmen, jordens mineraler og baglandets krydderier. Purpur ruby brillant. Duften af makien , sorte oliven, hindbær og tunge krydderier. Fyldig tør med lang eftersmag. Livlig frisk frugtsyre.

Tips til servering
Bør nydes et par grader under stuens temperatur. Til fx koldt kød, postejer, pastaretter ol.