2013 Mandilari, Miditerra, Langada, Grækenland


Engang verdens førende vinnation og det land, som bragte vinen til Middelhavslandene og Balkan. Senere i mange hundrede år tvunget af muslimerne til at leve i total vinmørke. Da Grækenland i begyndelsen af 1800-tallet igen blev en selvstændig nation, gik det kun trægt med at få gang i vinavlen. Det, der blev lavet, var udelukkende til lokal brug. De havde ikke glemt oldtidens tilsætning af Alep-fyrrens harpiks til den gærende most. Det var noget man gjorde for at ilten ikke skulle ødelægge vinen der lå på store amforaer. Det gav en stærk afsmag. Gennem årene vænnede man sig til, at vin skulle smage sådan. Man taler om Retsinerede vine. De passer for øvrigt glimrende til den olierede græske mad, og det kan være en af grundende til, at danske turister i Grækenland synes at det er en god oplevelse. Når de kommer hjem til de danske frikadeller og skænker samme Retsina-vin er det ikke med samme glæde som i den lune nat med Zorba the Greek i baggrunde.

I dag er hovedparten af den vin der eksporteres fra Grækenland ikke tilsat ”harpiks”.  Hvis det er, står der tydelig ”Retsina” på etiketten.
Vi ser ingen grund til at præsenterer fortiden for vores kunder. Nutiden og fremtiden smager meget bedre.

Den vin vi har valgt er fuldblods græsk, men også fyldt med det den moderne forbruger forlanger. Navnet ”Mandilari” henviser til druesorten. Nærmere studier afslørede at den befinder sig godt i hele Grækenland. Den er populær hos vinavlerne, fordi den giver et godt udbytte og fordi den kan tåle længere tørkeperioder.  Og så er den god til at indgå i blandinger. Den giver ekstra farve og masser af livgivende garvesyre.

Ny viden og teknik har gjorte det mulig at tæmme syre og udvikle smags- og aromastofferne. Det er et spørgsmål om at plante vinstokkene med en vis afstand og beskære tæt.

Druerne til denne vin kommer fra Heraklion, hvor kølige vinde fra havet skaber det rigtige mikroklima. Når druerne er høstet får skaller og most lov til at udbløde et par døgn før gæringen sættes i gang. Lagring på tank, hvor den  bundfælder sig ved egen kraft.

Mørk ruby i glasset.  Saftige mørke bær og krydrede toner i næsen. Lækker fyldig frugt og stor velsmag. En overraskende god vinoplevelse..

Tips til servering
Perfekt til svinekød og til alt fra grillen.