2013 Mysti Blanc do Penedès, Spanien


Det er ikke umiddelbart nemt at regne ud, hvad navnene på etiketten dækker over.  Lad os starte med ”Montsant”. Det er geografi og henviser til det område, hvor druerne er høstet. Det er endnu ikke kendt af så mange, men flere og flere har fundet ud af, at man her står med en kommende stjerne på den internationale vinhimmel. Vinmarkerne ligger for foden af det berømte Priorat-bjerg. Historisk og lokalt har man altid vidst, at vinene herfra var mere intense og komplekse end regionens andre vine, og derfor indgik de ofte i vinhusenes prestige cuve’er.

Men hvad er en ”origami wine”? Umiddelbart vil man nok gætte på, at det har noget med  dyrkningen eller vinifikationen at gøre! Og hvad så med begrebet ”Mysti”! Det står for noget hemmelighedsfuldt  og origami er papirfoldning og resultatet deraf. Den dybere baggrund for at ville lære vinnydere at folde papir kender vi ikke, men det kan sikkert inspirere nogen til et par gode stunder.

Sidst vi fik vin fra Montsant lærte vi at folde en flot fugl. Denne gang har vi en hvidvin der trin for trin fører os frem til en papirhat, og en rødvin med anvisning på en papirflyver. God fornøjelse!

Druerne til denne vin er dyrket uden brug af sprøjtegifte. Den første sortering sker sammen med håndhøsten. Vi går ikke i gang før druerne er fuldmodne. Først en let presning for at sikre, at kun den bedste most kommer med. Koldgæring på ståltanke. Til blandingen bruges druerne Muscat og Xarel-lo. De gærer og bliver til vin hver for sig. Den endelige blanding foretages lige før aftapningen på flaske.  Det sker på basis af grundige smagninger. Smuk strågul, ren og brillant. Næsen fyldes med intens og moden frugt aromaer. Man bemærker banan, fersken og grape. Hvide blomster dukker op, jasmin og magnolia og et pift lime. Smagen er delikat blød med en vis fylde. Den friske frugt dominerer. Vinmageren siger: ”Det er et harmonisk blend som udtrykker glade stunder, sol fra en blå himmel og venskab”.

Tips til servering
Perfekt til stegt fisk, skaldyr og asiatiske retter.