2014 Boccanera, Barbera, Boveri Luigi, Colli Tortenesi, Piemonte DOC, Italien


Piemonte betyder ”for foden af bjergene”. Og bjergene er både alperne og Appenninerne. Et vidunderligt smukt landskab der i dag omtales blandt de allerbedste vindistrikter i verden. Det er først og fremmest Barolo og Barberesco, der har taget opmærksomheden, men også Barbera-druen har de sidste ti år fået en fortjent succes. Det har altid været en populær drue i Pimonte. Den blev betragtet som den perfekte hverdagsvin. Det er en drue der er let at have med at gøre, den giver en masse og den kan nydes uden at man behøver at klæde sig fint på.

Efterspørgslen på Barolo og Baresco fik priserne til at stige helt vildt.  Fornuftige mennesker begyndte at se sig om efter alternativer. Vinbønderne fandt ud af, at forædle Barberaen. Klaserne fik lov at hænge lidt længere på vinstokkene. Der blev sorteret ekstra, både på marken og når druerne kom i hus. Høstudbyttet blev sat ned. Det hævede kvalitetsniveauet bemærkelsesværdigt. Syren blev dæmpet og pakket ind i blød, sød frugtsyre. Og med det samme havde man det internationale publikum med.

I dag optræder Barbera i mange forklædninger. Der er stadig hverdagsvin, men også en stor gruppe god kvalitetsvin med personlighed. Og som noget nyt er der kommet en række kultvine på hylderne. Det er vine på gamle Barbera-vinstokke lagret på fad i flere år. Desværre er priserne på disse vine også røget i vejret.

Vi har smagt os gennem et udvalg af Barbera fra en vinproducent der både er meget traditionel men også avancerede. Lidt ligesom hans vine. Azienda Agricola Boveri Luigi hedder vingården. Den ligger i bakkerne omkring byen Alessandria, øst for Asti.

Vinen er lavet på 100% Barbera-druer. Det er forholdsvis gamle vinstokke. Rødderne står i grusset kalkjord og i en højde af små 300 meter over havet. Vinifikationsprocessen foregår helt traditionelt med første gæring sammen med skallerne efterfulgt af en bundfældning ved egen kraft. Et halvt års lagring inden aftapningen. Den er flot mørk ruby i glasset. Et let purpur skær viser, at det er en helt ung vin. Næsen er frisk og frugtagtig og markeres af en fin, livlig frugtsyre. Smagen er passende tør med kant af mørke modne druer.

Tips til servering
Det er en vin, der er går godt sammen med fjerkræ, lyst kød, pastaretter ol.