2014 Trinca Bolotas,  Alentejo, Herdade de Peso, DOC, Portugal


Vinens etiket viser leverandøren af verdens bedste skinke. Lad os betragte det som en hyldest til Pata Negra, som er en kostbar gastronomisk delikatesse. Det sorte iberiske svin lever i syd-og sydvest Spanien, men de kender ingen grænser og findes derfor i stort tal på den portugisiske side. Lige som i Spanien sælges det meste i papirtynde skiver på barerne, og der serveres et godt glas vin til.

Fremtiden er endelig kommet til den portugisiske vinbonde. Alt for lang tid har de holdte fast på gamle dage. De var tilfredse med deres tilværelse og med den vin de satte på bordene. De nye tider er skabt af privatejede firmaer og entusiastiske enkeltpersoner. Denne vin kommer fra vingården Herdade do Peso i Alentejo. Bag står Portugals største vinfirma Sogrape, der har uddelegeret vinfremstillingen ud i mindre enheder. De føler at det sikre vinens dna og personlighed. Samtidig gør de mange små vinbrug det også muligt at gennemføre og kontrollere det bæredygtige landbrug, som man har arbejdet med de sidste fem år.

2014 begyndte ikke alt for godt. Det regnede meget i foråret. Jorden blev mættet til bristepunktet med vand. Det opbyggede en meget frodig løvvækst. Det var lidt køligere end sædvanlig. Blomstring blev forsinket. Heldigvis var sensommeren varm og tør. Og man kunne høste druer med stor aroma og en god naturlig frugtsyre.

Vinmageren Luis Cabral de Almeida var meget tilfreds. Han bestemte sig til at bruge druerne Alicante Bouschet, Touriga Nacional og Aragone. De blev sorteret så kun de fuldmodne druer blev sendt til gæring. De blev forsigtigt kværnet og hældt på ståltanke. Da mosten var blevet til vin, lod man skallerne trække endnu en uge, for at give vinen ekstra aroma og smagsstoffer. Efter den alkoholiske gæring venter man på den malolactiske, hvor den hårde æblesyre omdannes til den bløde mælkesyre. Derefter hældes vinen på henholdsvis franske og amerikanske egetræfade. Vinen tappes uden koldstabilisering, og kan derfor godt indeholde lidt bundfald.

Det er en moderne portugiser alligevel meget typisk for området. Det er en charmerende vin med en duft og smag som man vil genkende når man engang besøger Alentejo. Den skinner flot i glasset, har imødekommende aromaer domineret af moden sort frugt (solbær, hindbær og svesker). Fyldig tør med en frugtig ramme og en lang vedvarende eftersmag.

Tips til servering
I glasset – ja hvorfor ikke til noget veltilberedt svinekød med en velsmagende sauce til.