2013 Tres Lunas, Verdejo, Toro, Spanien


Vi har gjort meget ud af at præsentere det spanske Toro-distrikt for vores kunder. Fordi vi mener, at der her er stor harmoni mellem pris og kvalitet. Der er mange muligheder, og man kan let komme til at betale for meget, hvis ikke man smager sig godt frem. Det gør vi.

Vi blev ført til den lille vingård Tres Lunas på vores sidste smagstur. Siden år 2000 har man dyrket vinmarkerne økologisk. De første i Toro for øvrigt til det. Nu er flere kommet til. Tres Lunas ejes af Patricia og Wence. Det er også dem der laver vinen. Det er far og datter. De betragter sig som gode arbejdskammerater. Begge har en vinuddannelse bag sig. Wence startede sin voksen karriere som professionel fodbold spiller i Real Madrid, men fik en skade som gjorde at han måtte stoppe. Han kastede alle sine penge og energi ind på at lave noget god vin, som folk ville kunne lide, og som de ville tale om. Han udvalgte sig et lille jordstykke i den vestlige del af provinsen Castilla y Leon tæt ved Duero-floden. Han vidste, at der kunne laves noget stort her. Det var tilplantet med både røde og grønne druer. Vinstokkene var meget gamle. Nogle mere end 100 år.  Der skulle ryddes grundigt op. Rykkes op og tilplantes.

Toro er blevet kendt for sine kraftige og markante røde vine. Og det var selvfølgelig det Wence startede med. Da hans datter kom med som kompagnon forfinede og forædlede hun de røde vine, så de fik en ukendt elegance.

Begge havde lyst til at udforske mulighederne i Toro. De sætter nu også navn på en mousserende rødvin, på sent høstede søde hvidvine og nu også en elegant tør hvidvin lavet på den lokale drue Verdejo. Og det var den vi faldt for. Vi har altid følt, at det var godt at kende et passende modspil til al den Chardonnay der produceres. I dette tørre og solrige højland udvikler Verdejo en overvældende aromatisk duft og smag. Elegant sprød og tør med et strøg af anis og nyslået hø. Hvis man altså er en dygtig vinmager og forstår at gøre de rigtige ting i den rigtige rækkefølge.

Der er brugt speciel udvalgte Verdejo-druer fra 40 år gamle vinstokke til denne vin. Håndplukket naturligvis og lagt i små kurve, så druerne ikke stødes eller presses. De bringes i hus og anbringes køligt inden de får en hurtig udblødning og presses. Under selve gæringen dannes noget naturlig svovl. På Tres Lunas forsøger man at styrke denne proces, så man enten er fri for at tilsætte svovl eller i alt fald tilsætte så lidt som muligt. Det betyder at Tres Lunas kan anbefales til folk der normalt får hovedpine af at drikke vine. Og det er et lækkert glas vin der står foran dig. Lysegrøn/gul ren og brillant. I næsen meget imødekommende, grønne æbler, anis og tropisk frugt. Sprød og delikat med et fint pift af fennikel.

Tips til servering
Til fisk af alle slags, salat, pasta, ris og ost.