2013 Domaine des Muretins, Tavel, Frankrig


Rhônevinene begyndte så småt at få fat i verdensmarkedet tilbage i 1970’erne. I den forbindelse var vi inviteret på en introduktionstur af den lokale vin-komite.
Da vi kom til Tavel i den sydlige del af dalen, lagde vi mærke til et skilt der forkyndte, at Philip den Smukke engang havde sagt, at Tavel var verdens bedste rosévin. Ved indkørslen til Tavel by stod endnu et skilt med samme meddelelse. Og da vi kom til vinhuset var Philip den Smukke også citeret med store bogstaver hen over facaden. Vinbonden kom glad ud og spurgte om vi vidste hvad den smukke Philip havde sagt om hans vin. Vi nikkede.
Tavel er en af de få appellationer der kun gælder for rosévin. De lokale får stadig lov til at kalde det verdens bedste rosé. Den er accepteret af vinkendere fordi det er en af de få rose’er der udvikler sig positivt med alderen.

Amerikanerne sætter pris på Tavel, fordi den allerede som helt ung og frisk smager godt. Men så kommer vi til det der gør det vanskeligt. Producenterne kan ikke blive enige om, hvordan prototypen på en Tavel skal være. Lovgivningen dikterer at den skal være på den tørre side, men ellers kan man finde vinen i alle farvenuancer - lige fra mørk orangefarvet stærk vin til en lyserød løgfarvet, mild vin. Og så alt ind i mellem. Der synes at være at være kunder til det hele. Vi går helt bevidst efter den elegante og yndefulde type der står lys laksefarvet i glasset. Denne stil behersker vores gode venner Dauvergne/Ranvier. De har egen vingård i Tavel. Der er 6.50 hektar med 50 år gamle vinstokke. Primært Grenache. De nyder det tørre Middelhavsklima. De har vænnet sig til, at det ikke regner ret meget, og at solen skinner så godt som hver dag. Jorden er stenet og grusset og vanskelig at bearbejde, men er man først nede belønnes man med ekstra dybde og intensitet i druerne.

Høsten varede i 2013 i 20 dage, fra d. 20 september til d. 9. oktober. Håndplukket i små kurve. Sortering både i marken og i kælderen. Den fine, næsten skrøbelige farve er opnået ved en let skalkontakt i 48 timer inden gæringen.

Denne Tavel fra Les Muretins Estate er meget charmerende. Den er elegant i hele sin fremtoning. Næsen er fyldt med friske sommerblomster, og man fornemmer kompleks fylde. Det bekræftes i munden, mens vinen danser over smagsløgene. Man efterlades med en fin lang eftersmag i munden.

Tips til servering
Nydes kælderkold af store glas. Som frokostvin. Til al ting. Eller bare som meditationsvin i en stille stund.