2013 Parfum de Schistes, Faugeres, Frankrig


Vi har fulgt vinene siden de fik egen appellation i 1982. Vinbønderne i og omkring Faugères var lykkelige, og der blev festet meget, men man vidste også at der forude ventede nogle udfordringer, der skulle løses. På det tidspunkt var det Carignan-druen der dominerede de små 2000 hektar, som dækkede det nye selvstændige område. Druen har en naturlig syre og kant, som provokerer de unge vindrikkere, der har vænnet sig til, at vin skal smage som Merlot fra Chile.



Faugères-bønderne var lidt længe om, at finde en løsning på problemet, selv om den lå lige til højre benet. Indholdet af Carignan skulle reduceres og samtidig skulle man tillade blanding med kvalitetsdruer som Syrah, Grenache og Mourvèdre.



Gennem mere end 30 år har vinbønderne i Faugères konstant hævet kvaliteten af deres vin, så man nu taler man om Faugères som et af Sydfrankrigs bedste vindistrikter.



Byen ligger lidt nord for Béziers. På en bjergskråning. Det er ren idyl. Egetræer og frugtbuske blander sig med vinstokkene. Det er foden af de majestætiske Cevenner. Man kan tydeligt se hele kystlinien og den evige sne på Pyrenæerne.



I dag er der sjældent mere end 25% Carignan i blandingen. Og dem vil man slet ikke undvære. Man har lært at styre vinifikationen, tæmme den så man kun får det bedste med. Det giver en vin med personlighed og et lokalt aftryk. Druerne hældes hele og med stilkene i gærtanken. De øverste presser de nederste. Gæringen går langsomt i gang. Denne metode kaldes carbonic maceration og er kendt fra Beaujolais. Det er med til at give vinen en behagelig saftige duft og smag. Syrah udgør andre 25% og bidrager med farve, fine animalske toner og en duft af peber. Så er der 25% Mourvèdre. Det er en drue, der skal have masser af sol. Til gengæld giver den en forførende duft af solbær og viol. 25% Grenache fuldender blandingen. Den bidrager med en frisk frugt og noget fint krydret.

 

Denne vin har en dyb og flot farve med en nærmest vild og kompleks aroma, lidt timian og sorte bær. Vinen har en blød fylde med et frisk pift af frugtsyre. Meget let at synes om.




Tips til servering
Perfekt til Middelhavskøkkenet. Eller til den lokale favorit cassoulet – en gryderet med confiterede andelår, krydret pølser og hvide bønner.