2012 Il Sommo Rosso, IGT Veronese, Italien


På italiensk har man et begreb der kaldes appassimento. Det henviser til at druerne umiddelbar efter høst lægges til tørre i en kortere eller længere periode. Under denne proces reduceres druernes vandindhold og det der bliver tilbage har en intens frugtsødme. Metoden var allerede kendt i Antikken, og har ikke i nogen tidsperiode været glemt, men bare gemt lidt af vejen. Først i slutningen af 1900-tallet med Amarone-vinene der lige pludseligt kom brasende ind på vinscenen, kom der igen fokus på appassimento. Hurtigt opdagede man, at der var mange varianter af vintyper skabt på tørrede druer. F.eks. Recioto som man i mange hundrede år havde holdt for sig selv. Den optræder med en cremet og sød fylde, som er meget anderles end det man var vant til. En af de mest populære varianter er Ripasso. Den er delvis lavet på kvaset efter Amaronegæringen.

Appassimento-metoden benyttes i alle Italiens 20 vinregioner. Men mest kendt er Veneto, hvor druerne Corvina og Rondinella er stjernerne. De er supervelegnet til at charmerer sig ind hos den moderne forbruger, og så tåler de fint den friske bjergluft i tørringsperioden.

Vinmarkerne, der har leveret druerne til denne vin, ligger i et af de bedste dalstrøg bag Verona og tæt ved Gardasøen. Vinmageren Luca Degani er højt respekteret og samtidig nådesløs når det gælder kvalitet. Han vil kun bruge Corvina Veronese, fordi han mener at den bedst tåler vejr og vind når den lægges til tørring i flere måneder. Ydermere dikterer han en streng selektering både i marken og når klaserne  forsigtigt placeres i store træbakker og sættes op på loftet .

Det er også Luca Degani der er ophavsmand til navnet ”Il Sommo Rosso”. Det  betyder ”den ypperliste røde”, og refererer til Luca’s  fortolkning og forkærlighed for appassimento-metoden. Il Sommo Rosso er en opulent og elegant, brillant rødvin med en smukt tæt fremtoning og et fint purpur skær.  Saftige frugtnoter strømmer næsen i møde. Man præsenteres for skovbær, hindbær, vanilje, solbær og blomme. Det hele understøttet af krydrede frugttoner. Let sødmefuld og frisk finish.


Tips til servering
Anbefales til typisk dansk vintermad. Den klare det hele både det sure og det søde.