2013 Panarroz, Jumilla, Bodegas Olivares, Spanien


Spanierne har ideelle forhold til vindyrkning. Ikke for megen regn, men altid nok. Kunstvanding er tilladt, men er ikke brugt af denne Bodega. Måske kan det blive for varmt nogle steder, men så har man nogle kæmpe store højsletter, der byder på en velgørende nattekølighed. I modsætning til Frankrig har det aldrig været tilladt at tilsætte sukker for at hæve alkoholprocenten. Det er for øvrigt heller ikke nødvendigt.

Spanierne kan også prale med (og de gør det), at det er det vinland i verden, hvor der produceres mindst per hektar. Et lavt udbytte, der ikke skyldes dårligt vejr, har altid været et kvalitetstegn.

Et af de spanske vindistrikter der på rekordtid har flyttet sig fra middelalder til det 21. århundrede er Jumilla. Vi er inde i Alicantes bagland. Indtil for en generation siden troede de lokale vinbønder, at de var sat på jorden for at lave ligegyldig vin. Men så blev hele Jumilla angrebet af vinlusen, og alle vinstokkene måtte rives op. Et klogt hoved foreslog at man forsøgte sig med lidt mere ædle druesorter. Det viste sig at Monastrell, sat i den sandede og kalkrige jord i højlandet gav fremragende resultater. Det gjorde man så og godt hjulpet af den amerikanske vinguru Robert Parker, der roste vinene til skyerne, fik man hurtig succes. Et fornuftigt prisniveau, er med til at fastholde den brede interesse for Jumilla-vinene.

Bodegas Oliveres har sine vinmarker i det nordvestlige hjørne af Jumilla-appellationen. Her kan man byde på masser af varme dage og kølige nætter. Vi er oppe 825 meter over havet. Olivares-familie var blandt de første i Jumilla til at vise verden, hvad Jumilla kunne byde på. Det blev gjort med entusiasme og passion. Man betragter det at lave vin som en naturlig proces, som mennesket skal gribe mindst mulig ind i. Blandt andet bruger man kun naturens egen gær når vinifikationen skal sættes i gang.

Monastrell dominerer denne vin med 65%. 20% Grenache og 15% Syrah giver den et moderne touch. Druerne blev høstet i den sidste uge af september. Og gæringen foregik på ståltanke.

Mørk, saftig, potent. Frugtig, blomme, mørke bær i både næse og mund med en fin peberkrydret lang eftersmag. Fyldig tør karakterfuld vin. Den smager af en masse for pengene.

Tips til servering
Skænk den til stegte eller grillede kødretter.