2012 Château La Fleur Poitou, Lussac Saint-Emilion


Saint-Émilion byder den besøgende velkommen med en overdådig skønhed. Oprindelig en kendt pilgrimsby med en fantastisk historie. Nu mest en charmerende turistby.

Vinen fra slottene rundt om byen Saint-Émilion hører blandt Bordeauxs bedste. Og dermed verdens bedste. Efterspørgslen er stor og priserne er høje. Derfor er det fornuftigt at kigge sig lidt rundt efter alternativer. I Saint-Émilions smukke bagland ligger der fire kommuner med egen appellation. Der er ikke umiddelbar nogen hindring for, at de lave lige så gode vine som inde i ”byen”. Ikke som de store klassificerede vine, men gode mellemvine. Det er samme druesorter, samme jord og samme tankegang. Som en erkendelse af det, har de fire appelationer fået lov at bruge Saint-Émilon som efternavn. Det er kun unødig teori at begynde at diskutere forskellen mellem satellit appelationerne. Forskellighederne skabes af de enkelte ejendomme og deres intentioner

Vi smagte os lidt gennem muligheder, og faldt for en Lussac Saint-Émilion, som vi fandt både typiske og klassiske. Vinbrugene i dette område er ganske små. ”Vores” slot er på under 10 hektar, men det forhindrer ikke beboerne i at kalde sig slotsejere. Her med det fornemme navn Château La Fleur Poitou.

Vi er på det der kaldes Bordeauxs højre bred, hvor Merlot-druen dominerer. Det er den drue danskerne bedst kan lide. Blødheden og fylden tiltaler vores ganer. Mange der ikke troede, at de kunne lide Bordeauxvin er blevet omvendt af Merlot-druen.

Vi spurgte på slottet, hvor mange procent Merlot der var i denne blanding, og fik svaret 70%. Resten var 20% Cabernet Franc og 10% Cabernet Sauvignon. Det er i alt fald i det forhold druerne står på marken. Blandingen varierer fra år til år, alt efter hvordan vejret arter sig. 2012 var ikke uden problemer, men man er egentlig ganske tilfredse med resultatet, og kan henvise til fin omtale.
Høsten foregår manuelt og vinifikationen helt traditionelt. 30% af årets vin lagrer på eg i et år. Resten ligger på stål. Den endelige blanding foretages efter et år og al vinen tappes på slottet.

Bordeauxfarvet i glasset. Naturligvis. Ren med stor vinøsitet i næsen. Masser af frugt, solbær og hindbær. Smagen er ”fleshy”, krydret og med god harmoni og en fin garvesyre kant.  En serverings temperatur på 16-18 grader anbefales.

Tips til servering
Til entrecôte, andebryst til grillen i det hele taget.