2013 Terrapura Pinot Noir, Aconcagua, Chile


Selvfølgelig vil vores gode venner hos Terrapura også vise os, at de kan lave super Pinot Noir, uden at det skal koste en formue. Det er jo ellers ikke en drue Chile er kendt for. Måske fordi den kræver en vis kølighed, som kun findes få steder i Chiles vinland. Og så kræver den en overvågenhed og omsorg, som kun få er i besiddelse af. Netop derfor har Terrapura-folkene taget udfordringen op. De små kystnære områder, hvor der er tilstrækkelig kølighed, er allerede optaget. Jordpriserne er skyhøje og det kommer kunderne i sidste ende til at betale for. I stedet søgte Terrapura op i højderne.  Og man valgte den vestlige halvkugles højeste bjerg Aconcagua. Oppe ad skråningen fandt man passende dale med læ og den sol der er nødvendig.  Allerede første høst var lovende og man bestemte sig med det samme til at plante et endnu større stykke Aconcagua jord til med Pinot Noir. Man ved at det internationale marked efterspørger god Pinot Noir, og det var netop det, der er mulighed for at lave her.

 

Navnet Terrapura er netop en hyldest til den gode jord og de ideelle betingelser, der bydes i Chile. Bag dette forholdsvise nye vinhus står nogle af landets mest kendte vinfamilier, som sammen ønsker at vise, hvor langt man kan nå. Vinene skal have et lokalt fingeraftryk. Man ønsker fx ikke at lave et Bourgognekopi med Pinot Noir’en oppe fra Aconcagua. Det skal være Terrapura’s Pinot Noir. Som karakter har man den unge frugtagtige Bourgogne som forbillede. Den har den bløde saft og behagelige fylde, som man forventer sig af en god vin, men også noget helt specielt, som kun Chile kan tilbyde.

 

Det er 100% Pinot Noir. Håndhøstet den sidste uge i marts. Stilkene fjernes og druerne kværnes til en ”grød”, der får lov at ligge koldt til udblødning i 5 dage. Derefter sættes gæringen i gang og holdes på en temperatur af 26 grader. Det varer i ca. en uge med daglig pumpning, der tilfører den nødvendig iltning.
Vinen gærer op til 13,8% alkohol. Det er lidt mere end i Bourgogne. Vinen har ikke den teglstensrøde farve som den europæiske Pinot Noir er kendt for. Den er mere jordbærfarvet med et fint brillant skær. Næsen er intens med kirsebær, hindbær, ribs og et pift peber. Pakket ind i en varm næsten fløjlsagtig frugt der understøttes af lidt champignon og viol. Lækker og indbydende.

 

Tips til servering
Nydes et par grader under stuens temperatur. Passer fint til den store sommerfrokost, til fisk, risretter og lyst kød.