2012 Domaine du Grézas, ”Reserve du Domaine” Côtes du Rhône, Frankrig


På etiketten angives det, at denne vin er ”réserve du domaine”. Der er ingen officielle krav der skal opfyldes og derfor skal man heller ikke lægge for meget i udtrykket. Begrebet opstod i gamle dage, hvor det var almindeligt, at vinbonden lagde lidt vin til side til sig selv og til indkøbere og presse. Det var altid fra ”det bedste hjørne” af kælderen. Lavet af den mest jomfruelige most fra de ældste vinstokke. Men det er historie! Eller er det? Vi mener nok at vi har oplevet at smage vin på vores rejser, som ikke havde meget at gøre med den vi nogle måneder efter fik hjem.


Derfor er det vigtigt at kende sine leverandører. Og derfor vælger vi de sikre kort. Som fx vinmagerne Dauvergne-Ranvier der har fingeren på pulsen i det område de arbejder i. Det er Côtes du Rhône og Sydfrankrig i det hele taget. Det var dem der førte os til Domaine du Grézas. Vingården ligger ved Ardeche floden, der på sin vej fra det Centrale højland skærer gennem et fantastisk landskab med høje forvredne kalkklipper og dybe kløfter.


På de sidste 25-30 kilometer før udløbet i Rhônefloden, dukker der flere og flere vinmarker op. Blandt andet de 30 hektar der hører til Domaine du Grezas. Det er et familiebrug der styres af brødrene Bouchon. Det er hårdt arbejde. Jorden er fyldt med sten i alle størrelser. Det græs der vokser op af sig selv, får lov at blive. Det kan simpelhent ikke hakkes væk, og man vil ikke sprøjte. Man forsøger at komme så tæt på det økologiske som muligt.
Grenache og Syrah deles om jorden. Vi spurgte brødrene, hvorfor deres vin var bedre end naboens, og de svarede samstemmende ”beliggenhed”. Alle 30 hektar ligger på bløde bakker der vender mod den opstående sol. Det giver en langsom morgenopvarmning, og en lige så langsom afkøling når solen igen går ned. Brødrene mener at druerne stresser mindre når temperaturforandringerne ikke er for voldsomme.


Når druerne er modne og høstet på det rette tidspunkt, afleveres de til Dauver-Ranvier, der er mestre i at lede naturen på rette vej.


Syrah dominerer i denne vin fra årgang 2012. Man bemærker både brombær, sort peber, violer og lakrids, der blander sig fint med Grenachens’ varme og imødekommende saftige frugt med noter af fine krydderier som timian og rosmarin. Lækker moden frugt med indtryk af solbær, figen og tobak. Det er en vin der vil glæde alle ganer.

Tips til servering
Perfekt til svinekød, kød i magtfulde saucer, grillmad o.l.