2012 Mezzek ”white soil”  Mavrud, Katarzyna Vineyard


Hvert år glæder vi os til at overraske vores kunder med en ”øst vin der er meget bedre end de havde forventet”. For at gøre accepten lettere, har vi hidtil valgt vin fra internationalt kendte druesorter, men denne gang tager vi skridtet fuldt ud og præsenterer den lokale drue Mavrud i en 100% udgave. Vi er sikre på, at du får en god vinoplevelse.

Vinen har sin oprindelse i ”No Mans Land”. I et grænseland med utydelige grænser, et sted mellem Bulgarien og Grækenland. På kortet skal man lede efter noget der hedder Thraciadalen, hvor vindyrkning har været kendt i flere tusinde år. 600 hektar er blevet tilplantet med både internationale og lokale druesorter. Kældrene er fyldt op med nyeste teknik, og de dygtigste næser og ganer er blevet tilkaldt fra hele verden. Man har ikke lagt skjul på, at man har store ambitioner. De er meget hurtigt blevet indfriet og vekslet med fornemme omtaler, præmier og pokaler. Men det til trods møder man stadig forbrugerskepsis. Det prøver man at imødegå ved til stadighed at forbedre kvalitet, og (så godt som det lader sig gøre) at prøve at skjule vinens oprindelse. Det sidste er først og fremmest et ønske fra importørerne.

Klimaet er perfekt i ”No Mans Land”. Der er mere end 3000 solskinstimer om året. Somrene er varme og tørre, vintrene milde og uden frost. Markerne med den ”hvide jord” ligger højt og tæt på Mezzek, som er en vigtig grænseby, hvor man stadig kan se en meget velbevaret middelalder borg.

Sidst vi introducerede en vin fra ”den hvide jord ved Mezzek” var det en Syrah. Denne gang er vinen lavet på den lokale stolthed som hedder Mavrud. Den er kendt for at give intense, garvesyrerige vine. Druerne er små og udbyttet er lavt. Det kan blive til robuste vine der er velegnet til fadlagring. Det er vigtigt at druerne først høstes når de er fuldmodne. Det er ikke alle der er klar over det, og derfor kan man komme ud for en Mavrud der er noget voldsom og angribende. Men det sker ikke, når man køber vinen fra en forstandig producent, som fx Katarzyna.

Der er smæk for skillingerne. Masser af duft og smag. Farven er mørk ruby. Næsen er robust med et vred af duftstoffer, som står i kø for at komme til. Smagen af solmodne druer og saftig frugt blander sig med brombær og sort peber.

Tips til servering
En vin der kræver fyldig og krydret mad og store glas så man kan tage store slurke.