2011 Hidden Sounds, Clare Valley, Eden Valley, Sydaustralien


Alle sanser skal i brug når man smager vin. Ja også høresansen! Du hører lyden når flasken åbnes, enten en prop eller en kapsel. Du hører det, når vinen skænkes i glasset. Du hører det igen når vinen danser ind over ganen. Din under bevidsthed registrerer disse lyde, og sætter en stemning og en forventning til den vin du har i glasset. Måske har man ignoreret lydeffekten, men den er der om man vil eller ej.

Også i Australien erkender man, at ”vinlydene” er en del af oplevelsen. De går endda et skridt videre end de fleste. Vi oplevede engang en vinfest i Barossa-dalen, hvor vi langt ud på de små timer tydeligt kunne høre ”Walzing Mathilda”, når vi satte øret tæt ned til glasset.

Det var tyske udvandre der i 1847 grundlagde  Barossa-distriktet. På grund af deres tro, var de blevet smidt ud af Slesien. Selv mange generationer efter, er der tydelig tysk accent når de synger Walzing Mathilda. Måske er det også deres rødder, der får dem til at ville lave Riesling vin. Den mest tyske drue af dem alle, en drue som har svært ved at gør sig ret mange andre steder i verden. Den kræver i alt fald en vis kølighed. Det er der ikke i Barossa, men lidt nord for dalen, findes der små højtliggende kølige, grønne områder. De bærer de smukke navne Clare Valley og Eden Valley. Her kan Riesling-karakteren udtrykke sig.

[ Men der skal kyndige hænder til. Som f.eks the Spurs, et ekspert-team som rådgiver alle, på alle områder i vinens verden. ]

Lige fra udvælgelse af de bedste jorde, arbejdet på marken, vinifikation og marketing. De forskellige tilknyttede eksperter kan ikke lade være med at forsøge sig selv.  I 2010 blev disse aktiviteter samlet i et firma ”The Spurs Wine Company” der ligger i Sevenhill Clare Vally.

Hidden Sounds er lavet på 100%  Rhine Riesling, den samme som vi møder ved Rhinen og Mosel. Men den smager ikke af Tyskland. Den har den mineralske tørhed og en livlig syre som vi kender fra det tyske, men har lidt mere fylde og kompleksitet. Druerne er håndplukket i nattens kølighed. Man benytter kun ”free run juice” som koldgæres og lægges på rustfri stålfade. Det sikre den maksimale frugt.

Denne vin optræder med en lys, let grønlig nuance. I næsen sprøde, friske æbler, moden pære og nektarin. Smagen er markant og tør, den renser munden og gør klar til næste slurk.

Tips til servering
Serveres køligt i klare hvidvinsglas (de grønne skal blive inde i vetrinen). Den vil være velegnet som aperitif, til de fleste fiskeretter og til bløde, hvide oste.