2012 Teroldego, Vallagarina IGT, Trentino, Italien


Vi smagte først vinen blindt, og vi blev bedt om at pejle os frem til oprindelse og druesort. Vi var på herrens mark, og kom ingen steder med vores gætterier. Da det blev afsløret, at det var en vin fra Trentino på druen Teroldego, kunne vi kun sige: Nå!

Ingen af delene havde vi større erfaringer med. Vinen er mørk og tæt i glasset. Det plejer nordøstlige italienske vine ikke at være. Vi smagte igen. Duft og smag er forholdsvis frugtrig og kontant. Ikke et varemærket for Trentino vine i al almindelighed. Men vi havde så god en smagsoplevelse, og vi var ikke i tvivl om, at det  ville være en god sommervin til vores kunder.

Trentino regionen blev efter første Verdenskrig overgivet fra Østrig til Italien.  Lige som dengang er det stadig primært et hvidvinsområde. I Trentino-dalen er der gode betingelser for både grønne og blå druer. Rødvin laves først og fremmest i den sydlige del af dalen og man har vænnet sig til, at det er Merlot og Pinot Nero’s bløde charmerende vine der fremhæves. Men Teroldego ses oftere og oftere og er måske områdets fremtid. Det er i alt faldt her den giver de bedste og mest interessante vine. Men vi ser den også rundt omkring i verden.  Oversøiske vinmagere har haft stor succes med Teroldego, som de har bragt med hjem fra Trentino. I New Zealand fx er det blevet en yndet drue.

[ I Californien er man kede af, at der blev plantet så megen Merlot. I stedet ville man meget hellere have haft Teroldego. ]

Der er endda seriøse franskmænd, der mener, at den ville gøre sig meget bedre end Syrah på skråningerne langs med Rhônefloden. Men på de kanter er den forbudt at bruge.

At man først sent har erkendt druens store potentiale, skyldes at man lige som så mange andre steder, kun har haft udbyttet i tankerne. I Trentino begrænser man nu høstudbyttet, og det kan enhver smage er en god ide. Samtidig sørger man for at garvesyren er virkelig moden når druerne sendes til vinifikation. I det hele taget behandler man druen ordentlig. Når man gør det bevarer man den typiske italienske frugtighed, og en let bitter kirsebærsmag, og oven i hatten en fin undertone af røg, blomme og morbær. Der er lige præcis syre nok til at give vinen en fast rygrad og en livlig karakter.

Tips til servering
Vi forestiller os, at vinen serveres let afkølet (det vil sige 16-18 grader) og gerne i store glas. Den kan nemt tåle at komme udendørs, og den vil være en fornøjelse til sommerens grill og lette kødretter.