2012 Fantini Farnese, Montepulciano d’Abruzzo, Italien


Lyrikken har altid haft let adgang til vinens verden. Nogen gange kammer det lidt over. Det er jo trods alt kun et landbrugsprodukt, men generelt er det meget hyggeligt at ordene får vinger. Det er med til at give en stemning, som man husker. Og som i de fleste tilfælde får det vinen til at smage bedre.

Hos Fantini i Abruzzo i Mellemitalien blev vi modtaget med ordene ”:Vores vine reflekterer farverne, som i Ambruzzo forener sig i skønne motiver, der får duft og smag af de endeløse vinmarker, der beskyttes af Mont Majella’s moderlige kærlighed. Man får øje på dem i et pastel lys. De nærmest glider oppe fra bjerget og ned mod havet. Hele tiden i forsøg på at finde de optimale positioner  og det mikroklima som hele Europa misunder os. Det er grunden til, at vores druer modner perfekt og lagre så godt”.

Som andre steder i Italien har man et par tusinde års erfaring med at lave vin. De forskellige regioner har en ”guldalder” som de ynder at henvise til. Her er det en  periode i 1600-tallet, hvor  Abruzzo blev styret af Prinsesse Margaret af Østrig og hendes mand Prins Farnese. De dikterede at bønderne der leverede vin til prinseparret kun kom med det bedste. Det rygtedes hurtigt og snart blev vinen serveret rundt omkring ved hofferne i Europa.

[ Fantini har gennem tiderne gjort alt for at bevare vinenes ry. Kun de bedste druer får lov til at gå videre til pressen. ]

Der er opført noget af et prestigebyggeri for at vinen skal blive til i de bedste rammer. Det skal minde både producenten og de besøgende om, at man har nogle særlige forpligtelser.

 Fantini Farnese har forskellige kvaliteter at byde på. Både øko og konventionelt  dyrket. De har vinen der skal nydes ung og vinen som tiden skal have lov at arbejde med. Vi har valgt en vin fra kategorien unge vindrikkere som har nok erfaring til at finde value for money. Vi mener sådan set ikke at denne gruppe er aldersbestemt.

Druerne er 100% Montepulciano d’Abruzzo. De afstilkes, kværnes og gæres. Helt almindelig men med stor omhu. Det er en ren og velsmagende vinoplevelse. Smuk brillant i glasset. Dyb rubinrød. Intens næse, saftig og imødekommende domineret af vilde bær og et pift vanilje. Fyldig tør med en god balance mellem frugten og syren. Lang, ren eftersmag. Klar til at blive nydt.

Tips til servering
Perfekt til lam og kalvekød. Elegant og velsmagende.