2008 Clos d’Yvigne, Le Rouge et le Noir, Bergerac, Frankrig


Bergerac ligger som Bordeauxs umiddelbare nabo mod øst. Vinene fra de to distrikter ligner hinanden på mange måder. Det gælder alle typer, både de hurtigt modne røde vine, de fadlagrede, de tørre hvide 0g de ædle, gyldne, søde.

Bergerac’s bekvemme beliggenhed gør, at vi på vores ture til Bordeaux næsten altid stikker næsen ind i Bergerac, som er indgangen til Périgord’s velduftende bagland. Det er her grisene snuser store, sorte trøfler op til overfladen, og det er her cèpeen (Karl Johan-svampen) er bedst. Krydderurter og frugthaver, tobaksmarker, valnøddetræer og blommer driver af frugt. Hver lille landsby laver deres egen ost, og i de små floder står ørreden. Alle steder går store ande- og gåseflokke rundt på græsmarkerne. Først og fremmest for leverens skyld. Resterne går til confit, andebryst og kråsesuppe. Centret for vinhandelen er den fine gamle Bergerac by. En statue af Cyrano de Bergerac står og skuer ind over det lille torv. Lidt af en tilsnigelsen for den Bergerac vi kender har intet med dette lille sydvestlige hjørne af Frankrig at gøre.
Under vores sidste besøg i Bergerac blev vi præsenteret for en spændende vin. Clos d’Yvigne hedder den. Indtilfor nylig var slottet drevet og ejet af Patricia Akinson. Ved siden af arbejdet med druer er hun forfatter af blandt andet bøgerne ”The Ripening Sun” og ”La Belle Saison”. 

[ Patricia vil gerne bruge mere tid på sit forfatterskab, og har derfor bedt Couleurs d’Aquitaine gruppen, om at overtage driften fra årgang 2011. Det er erfarne folk der kan deres kram, så det skulle ligge i sikre hænder. ]

Vi kendte ikke slottet, men kørte lige forbi. Det ligger lige syd for floden og ikke langt fra byen. I kælderen lå stadig nogle restpartier fra Patricias tid. Vi smagte blandt andet årgang 2008, som vi var meget begejstret for. Den var sat sammen af 75% Merlot og 25% Cabernet Sauvignon. En kendt Bordeaux-blanding hvor Merlot’ens bløde saftige frugt for fint selskab af Cabernet’ens elegance og karakterfulde kant. Vi noterede os, at vinen havde ligget to år på egetræ, inden aftapningen.

Vinen er perfekt drikkemoden og klar til nydelse i store glas. Næsen er proppet med intense noter af sorte bær og fine aromatiske krydderier. Frugten går videre i smagen. Solbær og kirsebær med modspil af en moden garvesyre der giver vinen karakter.

Tips til servering
Som de fleste seriøse rødvine, er den vin også passende sammen med kød og ost. Vil man fornemme Bergerac distriktet kan med servere vinen til and med Karl Johan.