2011 Triada de Rejadorada, Duerodalen, Spanien


Vi har heldigvis gode venner i det spanske. Det er ejerne af Bodega Rejadorada i den lille by San Roman de Hornija i Toro. Vi har i flere omgange købt deres  Toro tinto roble, som aldrig har skuffet. Den smager godt, men vi var på udkig efter en kraftigere type, velegnet til danske vinterretter. Vi snakkede lidt frem og tilbage med bodegaen, som mente at deres Triada, ville opfylde alle vores krav.

Vinen er blandet af Tinta de Toro og Tinto Fino (begge tempranillo kloner) plus en portion Cabernet Sauvignon. Det er utroligt, hvor godt de gør sig sammen.  Ingen af dem dominerer. De er bare smeltet sammen til en lykkelig treenighed. Vinmageren fortalte os, at alle druerne var dyrket ”in the basin of the Duero river”, og så slog han en ring rundt om Dueroflodens bredder.

[ Alt håndhøstes. Der selekteres både på marken og ved modtagelsen i kælderen. ]

Vinstokkene er ca. 20 år gamle. Hver af de tre druesorter holdes adskilt under vinifikationen og den første lagring. Tinta de Toro udgør 40% af blandingen. Den bidrager med saft, kraft og kompleksitet til vinen. 30% Tinto Fino fra Ribera del Duero giver rygrad og klasse, og de sidste 30% cabernet sauvignon fra Benavente nær Zamora, giver vinen et internationalt snit og en god moden garvesyre. De unge vine blandes og lagres i 7 måneder på henholdsvis fransk og amerikansk eg. ”Semicrianza” kalder man denne proces fordi crianzavine i Toro og Ribera del Duero traditionelt får et års fadlagring. Det har man kortet ned på for at bevare vinens frugt maksimalt.

Farven er mørk kirsebærrød med violette glimt. Masser af duft møder næsen. Aromaer af sorte bær og noget sødmefuldt krydret. Paprika og toast, blommer og tobak. Smagen er tør og kødfuld med en god struktur. Fyldig velsmag. Elegant med en forløsende moden garvesyre der renser munden.

Tips til servering
Velegnet til simremad med kraftige saucer.