2011 Mad House, Grenache/Shiraz naturally handcrafted, Sydaustralien


I Australien kan man stadig tale om nybyggere. Som f.eks. Denis, en schweisisk kemiker, der sammen med sin hustru Patricia, emigrerede til Sevenhill i Clare Valley. De havde en drøm om at leve selvforsynende. Denis fandt hurtigt ud af, at han var særdeles god til at lave vin. Det blev starten på Jeanneret vineriet. Vi skriver 1992. Et par år efter var parrets søn Ben gammel nok til at gå ind i firmaet. Han udvidede faciliteterne både ude og inde.

Denis døde pludseligt i 1999. På det tidspunkt høstede man omkring 5 tons druer. Nu er man oppe på 350 tons om året. Ben er chef for 7 fastansatte, der alle slutter op om Denis' filosofi; "vi skal gøre det ordentligt". Ben fortsætter: 

[ "Jeg tror på, at naturen klarer sig selv uden, at vi behøver at gribe ind. Vi skal bare, når tid er, håndplukke fuldmodne klaser fra håndbeskåret vinstokke, der ikke er blevet kunstvandet. ]

I kælderen er naturen også enerådig. Der tilsættes ikke rendyrket gærkultur. Hvis vildgæren vinder, plejer vi at vende det til noget godt. Gæringen foregår stille roligt, og det gode sejrer til sidst. Det er naturens tak for, at vi ikke blander os. Jeg tror på, at vinen på denne måde reflekterer naturens perfektion".

Australierne går ikke så højt op i kontrollen af den geografiske oprindelsesgaranti. De ser det som en spændetrøje, som forhindre den frie tankegang og sætter grænser for fantasien. Denne vin garanterer kun, at den kommer fra Sydaustralien, og det er et meget vidt begreb. Vingården ligger i Clare Valley lidt nord for Barossa dalen. Vi tror at Jeannerets topvine, både de røde og hvide kommer fra dette lille kølige og meget grønne område. Vi tror også, at en del af denne Mad House kommer derfra men, at der også er en god portion, der er hentet i Barossa. Alle druerne er "handcrafted" hos Jeanneret i Clare Valley. Vi glemte helt at spørge om, hvorfor den hedder Mad House. Det henviser ihvertfald ikke på nogen måde til den vinoplevelse man får. Der er nærmest ikke nogen galskab gemt i denne vin. Den er derimod yders civiliseret, nærmest elegant og venligt smygende.

I glasset har vinen farve som en god Bourgogne. Et lyst skær og brunlige nuancer i kanten. I næsen hindbær, blomme og hvid peber. Behagelig frugtsødme der markeres af modne tanniner. Meget harmonisk og meget drikkelig.

Tips til servering
Perfekt sammen med kød i svampe/flødesaucer og bløde oste.