2011 Château La Vaure ”Cuvée Prestige” Bergerac, Frankrig

Bergerac-distriktet lever lidt i skyggen af naboen Bordeaux. I mange år forsøgte man at gøre kur til Bordeauxfolket, men frieriet blev afvist, og fulgt af et dekret der forbød nogen form for henvisninger eller sammenligninger. Loven kunne ikke forbyde at vinene smags-og kvalitetsmæssigt var så tæt på hinanden, at eksperter havde svært ved at skelne. Det var og er en kendsgerning, at Bergerac-vinene over en bred front til forveksling  ligner Bordeauxvinene. Det gælder alle typer, både de hurtigt modne røde vine, de fadlagrede plus de tørre hvide og ædle søde.

[ I markedsføringen undgik man at referere til Bordeaux. Man byder i stedet velkommen til det velduftende bagland, der er en del af Périgord – Frankrigs gastronomiske skatkammer. ]

Det er her grisene snuser store, sorte trøfler op til overfladen, og det er her cèpeen (Karl Johan-svampen) er allerbedst. Krydderurter og frugthaver, tobaksmarker, valnøddetræer og blommer driver af frugt. Hver lille by laver sin egen ost, og i de små floder står ørreden. Alle steder går store ande- og gåseflokke først og fremmest for leverens skyld.

Centret for vinhandlen er i den fine gamle Bergerac by. En statue af Cyrano de Bergerac står og skuer ind over det lille torv. Det er lidt af en tilsnigelse, at Cyrano står her, for hans ”Bergerac” har intet med denne del af Frankrig at gøre.

Det er rødvin der laves mest af i Bergerac. Alle typer. Både de lette, unge og frugtagtige og de komplekse fadmodnede med lagringspotentiale. Bergerac er selvfølgelig også med på den aktuelle mode med alkoholrige, saftige vine der driver af frugt. Og det er netop sådan en velsmagende sag vi præsenterer denne gang.

Château La Vaure er en meget typisk Bergerac vingård. 26 ha på ler- og kalkjord. Det hele tilplantet med ”Bordeaux-druer”. I årgang 2011 var blandingsforholdet 59% Merlot, 33% Cabernet Sauvignon og 8% Cabernet Franc. (Det kunne lige så godt være en Bordeauxvin. Det må vi gerne sige.)
Vinifikationen foregår helt traditionelt lige bortset fra at gæringstemperaturen hele tiden holdes under 25 grader. Vinen lagres på små fade i 8 måneder. Derfor kalder de den ”Cuvée Prestige”.

Usædvanlig mørk og tæt i glasset. I næsen både blomme, vanilje og friske røde bær. Smagen er harmonisk med lidt solbær og fine krydderier. Tanninerne er velintegreret og byder den saftige frugt et passende modspil.
Vinen fik guldmedalje i Paris 2013.

Tips til servering
Nyd vinen til svinekød, kalvekød med frodigt tilbehør og velsmagende saucer.