2012 Lujuria Barrica, Yecla, Spanien

”Yecla” - der er fornuft i, at lægge mærke til denne vins oprindelse. Yecla er navnet på byen og på vinene der kommer fra markerne rundt om. Vi er på Levanten. Sømænd vil vide at det er den spanske Middelhavskyst og vi er i baglandet til Murcia, hvor der er fastlandsklima når man kommer op i 4-500 meters højde. Der har altid været lavet sort stærk vin på disse kanter. Man havde ikke forstand på, eller tid til at forædle produktet. Den rå vin blev taget direkte fra gæringstanken og sendt nordpå til blanding med vine, der havde godt af lidt ekstra farve og alkohol.

Vinlusen fandt først vej til Murcias bagland for et halvt hundrede år siden. Der skulle ryddes op og genplantes, hvis man ønskede at fortsætte som vinbonde. Det var der mange der ikke orkede. Eller havde penge til. Undtagelsen var en enkelt mand, der både havde penge og en bæredygtig ide. Han genstartede Yecla med succes. Det var ejeren af Bodegas Castano. Han vidste hvordan den lokale Monastrell drue skulle behandles for at blive accepteret af den internationale gane. Han havde gjort mange forsøg med lagring af Monastrell på forskellige egetræstyper, og vidste ned til mindste detalje, hvad vinen havde godt af. Han vidste også, hvad fornuftige mennesker ville betale, for et godt glas vin. Selv om efterspørgslen på Yecla-vinene er stor, fastholder han både kvalitets- og prisniveau.

Der er ellers ikke meget at komme efter i Yecla. Byen er opstået i et vejkryds, som de fleste bare passerer uden at stoppe. Et enkelt sted tilbydes et chaufførmåltid, og man kan vidst nok også betale sig til en overnatning. Yecla er den eneste spanske by, der har egen appellation. Markerne ligger som nævnt i højlandet. Vinstokkene er buskbeskåret uden opbinding.

[ Monastrell’en til denne vin er hentet fra 36 år gamle vinstokke, der er sat med stor afstand. Der står kun 1600 vinstokke pr. hektar. ]

I Bordeaux fx er der op til 10.000. Det betyder, at der i Yecla kun høstes ca. 2000 liter pr hektar. Så små hektarudbytter kender man vist kun fra de allerbedste vinmarker i Bourgogne.

Denne vin har fået 6 måneders lagring på fransk ege. En skånsom filtrering og så på flaske, hvor den slapper af i 12 måneder før vinen sendes ud i den store verden.

Kulsort i glasset. En fin mørk purpur kant. En uimodståelig saftig frugt – blommer, figner og mørke bær. Intense balsamiske aromaer med vel integreret noter fra fadlagringen. Den fylder munden med en silkeblød velsmag. Modne tanniner er med til at give vinen karakter og en lang, lang eftersmag.

Tips til servering
Det er en vin der klare fyldige og krydrede kødretter.