2011 Posta Piana, Uva di Troia, Cantine Paradiso, Puglia, Italien

Vinsnakken koncentrerer sig meget om druesorter. For en generation siden interesserede det ikke forbrugeren. Det var distrikter, regioner eller slotte, som optog vinsnakken. I dag er specifikke druer afgørende faktorer i moderne markedsføring. Budskabet er let at forstå. Man oplever det som en lynhurtig genvej til brugbar viden om vin. En viden, der er helt renset for den mystik og tågesnak, som ofte er forhindringer, når man vælger andre veje til målet. På forunderlig vis giver det tryghed, når man kan nikke genkendende til druenavnet på etiketten. Man føler sig på hjemmebane i det store mylder af muligheder, som tårner sig op foran én.

Her står vi med en drue, som kun de færreste kender. Uva di Troia hedder den. Og ja den stammer med stor sandsynlighed fra Troja i Lilleasien. Bragt til Syditalien af antikkens grækere.  Vi møder den i dag i Apulien, hvor den bidrager med farve, intensitet og kant i nogle af områdets bedste vine: Blandt andet Il Falcone der omtales på linje med Italiens mest kendte og efterspurgte prestige vine.

[ Det er en drue der skal behandles ordentligt, hvis den skal yde sit bedste. Hvis den modnes for hurtigt, og hvis ikke man begrænser høstudbyttet, vil man let få  en stram og syrerig vin med en bagt karakter. ]

Hos vores venner i Cantine Paradiso har de en særlig passion for Uve di Troia. Det er tredje generation af familien Paradiso der er i gang. I et område der er domineret af kooperativer er et familiefirma en sjældenhed. Ejerskabet behøver ikke at kunne smages i vinen, men vi synes det er tydeligt i denne vin. Uve di Troja får ekstra opmærksomhed. Det er deres stolthed. Det er den der skal bringe dem hæder og ære i hele verden. Deres ”cantine” ligger i Cerignola en lille by midt i det hele.

Uve di Troja modnes sent, og er først klar til at blive høstet i begyndelsen af oktober. Druerne rippes for stilke og kværnes til grød, som får lov at ligge kølig  en uges tid før gæringen sættes i gang. Vinen lagrer et år delvis på stålfade og delvis på 300 liter egefade.

Mørk, nærmest sort i glasset. Næsen overraskes af en lækker frugt der blander sig med intense krydderier. Smagen er fyldig tør med masser af karakter og elegance.

Tips til servering
En flot vin til steak, entrecôte, andebryst o.l. hvor kødets smag skal understreges.