2011 Mas Coustan, Saint Christol, Frankrig

Mange kender motorvejs-strækningen der fører fra Rhônedalen til den spanske grænse. Den skærer igennem verdens største vinhave. Man fornemmer hele tiden Middelhavet. Ellers er det vin over alt. Når man er sådan midtvejs mellem Nimes og Montpellier passerer man på højre hånd et lille skilt der viser til Saint Christol. Det er navnet på en beskeden by og samtidig appellationen på de lokale vine. Der er kun et par hundrede hektar med vin, og de ligger alle samlet lige rundt om byen.

Vi er kørt forbi mange gange. Der er ikke noget der umiddelbart lokker én væk fra motorvejen, men vi havde fået et praj om, at der på vingården Mas Coustan var vin, der var en omvej værd. Den ejes af familien Guinand, der siden 1780 har dyrket vin på stedet.

[ De første par hundrede år afleverede de pænt druerne til de lokale cooperativer, men i 1993 gik familiens fire brødre sammen om, at skabe deres egen vingård, og siden er det gået slag i slag i takt med højere og højere ambitioner. ]
 
DomaineDet var en ualmindelig god vinoplevelse vi havde sammen med brødrene. Selvfølgelig smagte vinen godt. Det fortalte vi dem også. Vi huskede tilbage på hvor elendig vinkvaliteten var tilbage i 1970'erne, hvor vi gjorde vores første erfaringer fra Languedoc og omegn. Og så talte vi om den vinrevolution der siden havde ført så megen god vin med sig.

Den ene af brødrene fastslog, at der altid havde været lavet god vin fra Saint Christol's jorde. Han henviste til, at tempelridderne tilbage i 1139, udvalgte netop dette området til deres vinstokke. Og som trumf kunne han fortælle, at Frankrigs eneste kanoniserede konge Saint Louis den 9, havde Saint Christol vinen som sin foretrukne. Vi var imponeret, men ved ikke rigtig om oplysningerne kan bruges til noget.

Vores kunder vil først og fremmest vide noget om den vin, som de er på vej til at skænke i glasset. Vi kan starte med at fortælle, at Mas Coustan overholder alle "Terre Vitis" dyrknings krav, og at man aldrig høster mere end 4200 liter pr hektar. Vinstokkens rødder står i smågrus på klippegrund, og druesorterne man går ind for er Carignan, Syrah, Mouvedre og Grenache.

I en skøn blanding. Til denne vin er kun brugt druer fra gamle vinstokke. Carignan og Syrah er vinificeret ved carbonic maceration metoden, (hele druer i et lukket system) som sikre den optimale frugt i vinen. Mouvedre og Grenache er vinificeret traditionelt. Seks måneder på fad, inden aftapningen.

Så snart proppen tages af, fornemmes stor vinøsitet. Det er et forunderligt ord, der dækker over, at det alt dominerende er vinens friske frugt-aromaer. Det er ikke et krydderikammer eller apotek man stikker næsen ned i. Men ren gæret druemost. Kirsebær og solbær blander sig hurtigt i oplevelsen, der er både saftig og elegant. Fyldig tør, silkeblød og smygende og bakkes fint op af et pift modne tanniner. Det er en vin som man har lyst til at smage igen og igen. Og det er vel egentlig det vi søger.

Tips til servering
Brødrene anbefalede vinen til at blive serveret et par grader under stuens temperatur til pizza, ris og pastaretter, grillet kød og alle typer oste. Altså til det meste.
 

 

 


.