2012 Lumà, Syrah, Cellaro, Sambuca di Sicilia IGT, Italien

Sambuca kender vi fra ferierne sydpå. Den søde, klare stærke anisdrik med en kaffebønne i bunden og ild på toppen. Det er en likør med oprindelse i Italien, og har ikke noget med denne vin at gøre. Navnet er udledt af det arabiske ord for hyldebær. I overskriften er det imidlertid et geografisk begreb.

Sambuca er en gammel by på Sicilien der ligger for foden af Monti Sicani i den sydvestlige del af øen mellem Corleone og havet. Der er meget at se på for turisten; spændende monumenter, huse og mosaikker fra romernes storhedtid, og endnu flere fra den arabiske besættelse.

Indtil begyndelsen af 1970’erne drak sicilianerne selv den vin der blev lavet på øen. I 1972 satte EF (EU) et storstilet udviklingsprogram i gang, hvor man både gav tilskud til jord, plantning af vinstokke og konsulenthjælp.

[ Det har resulteret i, at Sicilien i dag er den af Italiens 20 regioner der producerer mest. Vinene er generelt så gode, at man ingen afsætnings vanskeligheder har. Med andre ord har man stor succes. ]
 
Og det var netop i 1972, at Cantina Cellaro blev grundlagt. Et par hundrede vinbønder med jord i og omkring Sambuca indgik et samarbejde, som har haft stor betydning for lokalsamfundet. 

Vi kan vælge mellem en række stilfulde vine, der har tilpasset sig den moderne smag. De siger selv: ”Vi laver vin til den moderne vinnyder der har erfaring nok til at søge ”value for money””.
 
Den sicilianske succes er skabt med lokale druesorter. Man er ikke, som så mange andre steder i verden, faldet for fristelsen til at plante de internationale sorter. Man gør dog undtagelse, her inspireret af australiernes fine resultater med Syrah, eller rettere Shiraz, som de kalder den. Cellaro-folket mente at denne drue ville kunne lide de klimatiske forhold på Sicilien. Og de fik ret, men i erkendelsen af, at vinen mere minder om den franske udgave, bevarer de druens franske stavemåde.

Farven er intens ruby med purpur noter. Saftfuld med druesødme der blander sig fint med tanninerne. Den har både karakter og råstyrke.

Tips til servering
En god mundfuld vin vil vi kalde det. En snegl på etiketten minder os om, at vi skal nyde vinen stille og roligt. Den fortjener et godt stykke kød.