2012 Blanc di Sanzuan, I Vini Di Emilio Bulfon, Italien

På etiketten vises et lille udsnit af ”the last Supper” nadveren - Jesus’ sidste måltid. På den måde vil vinmanden Emilio Bulfon gør omverdenen opmærksom på, at vin er en gammel historie og samtidig sætte spørgsmålstegn ved, om den moderne vin stadig kan kaldes guddommelig. Selv om vin i Italien i flere tusinde år har været en del af livet og kulturen, så er vinens sjæl blevet mere og mere usynlig. Det vil Bulfon gøre noget ved. Han har brugt megen tid på, at finde frem til   de gamle druesorter, som historisk har gjort området kendt.  Han fandt fire sorter, som var værd at arbejde videre med. Samtidig har han bestemt sig til, at intervenere så lidt som overhovedet muligt i kælderen. Netop for at bevare vinens sjæl.

Det kunne se ud som om, det var det, markedet gik og ventede på. Stor succes og stor fokus på Bulfonvinene, der gerne modtager gæster til en lille rundvisning og smagning. Selvfølgelig skal man også lige en tur rundt om hjørnet til Maria dei Battuti di Valeriano kirken, hvor man kan beundre den fresco fra Middelalderen, som ses på vinens etiket.

Vi er i regionen Friuli i støvlelandets nordøstlige hjørne. Bulfons vingård ligger for foden af de Karniske Alper i et smukt bakket og skovklædt landskab der skæres igennem af Tagliamento, der er en af Europas ældste floder. Der hører 16 hektar med vin til ejendommen. Mere end halvdelen er tilplantet med de historiske vinstokke. Druerne håndplukkes og høsten bringes til vineriet i små kasser, så druerne ikke beskadiges.

Friuli var indtil 1970’erne kendt for at lave store mængder af ligegyldig hvidvin, der blev drukket lokalt. Men moderne teknik og penge bag skabte lidt af en revolution. Målet var at lave verdens bedste hvide vine. Franske og tyske druesorter kom i front. Der blev dikteret top hygiejne i kældrene. Ligegyldig hvor lille produktionen var, skulle man have sin egen ønolog (universitets uddannet vinmager). Man blev hurtigt accepteret som et lovende hvidvins distrikt. Men vinene var næsten for rene og pæne til at interessere den forvente gane. Derfor forsøger mange af vinbønderne at bryde ud og lave mere personlige vine. 

[ Her iblandt Emilio Bulfon der med sin Blanc de Sanzuan har overrasket alle. ]

Der indgår flere af de historiske druer i blandingen, der dog domineres af druen Civicdin. Bulfon prøver ikke at tæmme vinen, men lader den udfolde sig med overraskende indtryk. I næsen mandarin, lime og melon. Og sommerblomster. Smagen er koncentreret med et let bitter pift af appelsin. Tør og mineral rig. Sprød og lækker.

Tips til servering
Serveres kælderkold som appetitvækker, som ledsager til stegt fisk og fjerkræ.