2012 Schales, Grauer Burgunder ”Classic” Rheinhessen, Tyskland

Selvfølgelig skal vi også en tur til Tyskland. De sidste par årtier har deres vine fået lov til at stå lidt i skyggen af de franske, italienske og et massivt udbud af hvide vine fra den nye verden. De kan alle hver for sig være aldeles fremragende, men det er de tyske også, når de er bedst. 

[ Ingen andre steder i verden giver de en så mundvandspirrende, sprød, delikat, blød oplevelse, der overraskende og overvældende slutter af med et ”hvin” af frisk, saftig frugtsyre. Det er ren magi. Læberne klistrer lidt. Bagerst i munden har man en fornemmelse af, at man lige har spist et grønt æble. ]

For en generation siden var det den billige Liebfraumilch, Niersteiner og Piesporter, der dominerede det danske marked.  Ingen synes at savne dem. De var efterhånden blevet så ringe, at man godt kunne være i tvivl om, at det var vin overhovedet.  De skræmte mange væk. De findes ikke mere. Så godt som ikke i alt fald. Et helt nyt og moderne sortiment står klar til den nysgerrige der søger  en god vinoplevelse.  Det er vine der generelt er på den tørre side.
Vi besøgte en række familievinbrug i Rheinhessen. Lige bag Luthers by Worms i Flörsheim-Dalsheim  fandt vi den vin, som vi mener vil være en flot introduktion til det moderne Tyskland. Den er lavet på druen Grauer Burgunder. I Frankrig (Alsace) kaldes den Pinot Gris og i Italien kender man den som Pinot Grigio. Jamen så er der sikkert mange der nikke genkendende. Man husker disse vine som fyldig tørre, lidt ferskenagtige med en frisk pirrende syre.

Vinen er fra Weingut Schales. Den har kant og noget ekstra, som er svært at forklare. Det ”ekstra” opstår når alle gør sig umage. Grundreglen hos Schales er:  ”Så meget som nødvendig, så lidt som mulig”. Og det gælder både på vinbjerget og i kælderen. Vinhuset har været i familiens eje siden 1783, og det er syvvene generation der har ansvaret i dag.

Tidligere blev tysk vin generelt tappet på høje slanke flasker. Rød/brun når det var Rhinskvin og grønne flasker til Moselvin.  Nu bruges der grønne standart  flasker (Bordeaux-stil) til alle tørre vine. Som så mange andre er man også gået væk fra korkproppen til fordel for skruekapslen, der har vist sig at bevare vinens friskhed meget længere.

Her en Grauer Burgunder i fin stil. Moden og lige til at hælde i glasset. Kølig naturligvis. Næsen fyldes med frisk frugt, æble og kvæde blandet med lidt ananas og honning. Smagen er fyldig og venlig tør. Lidt smøragtig og lækker.

Tips til servering
I Tyskland nyder de vinen til røget skinke og velsmagende oste. Vi drikker den gerne til fjerkræ, pateer ol.