2012 Luberon Blanc, ”Vin Gourmand”,
Dauvergne-Ranvier, Frankrig

Chardonnay og Sauvignon Blanc har domineret udbuddet af hvide vine de sidste to årtider. De bedste af dem er svære at overgå, men i den mere beskedne ende af prisskalaen, er det ikke altid, at de to druer kan leve op til forventningerne. Tør man gå lidt udenfor de vante rammer, venter der mange spændende bud på alternativer. Vores to vidunder vinmagere Dauvergne og Ranvier, har fx denne velsmagende sag fra Luberon, der ligger på grænsen mellem Rhônedalen og Provence.

[ Vinene herfra havde i starten svært ved at finde anerkendelse som mere end bare læskende ferievine, men dygtige vinbønder, ny viden og ny teknik har vist at rammerne til noget stort er til stede.  ]

”D&R” kender området bedre end de fleste. De har lavet megen god Luberon rødvin, men følte også at der var basis for at lave en tør velsmagende hvidvin, hvis man tænkte sig lidt om. Første forsøg var med årgang 2010, og folk var begejstrede.

Luberon distriktet byder på to oplagte fortrin: Det ligger højt og druerne nyder godt af nattens kølighed. Det konserverer på bedste måde den naturlige frugtsyre. Og så har man i Luberon, i modsætning til andre steder i Rhône, tilladelse til at dyrke den meget aromatiske drue med navnet Rolle. Den får lov at dominere D&R’s hvide Luberon sammen med hvid Grenache, der giver lidt ekstra struktur og så Clairette for syrens skyld.

Druerne er hentet i Bonnieux og Lacoste, der ligger lige i hjertet af appellationen. Man begrænser høstudbyttet til 4500 liter per hektar. Det hører til i den lave ende, og det indikerer, at man er villige til at ofre udbytte til fordel for kvalitet.

Vinifikationen er enkel og hurtig. Mindre end en time efter at druerne er høstet presses de. Både druerne og mosten holdes under 10 grader i processen, som bevarer den naturlige frugtighed. Man forhindrer den malolaktiske gæring. Det bidrager til vinens spændstighed og naturlige syre. Man ønsker så at sige, at vinen skal være en ren fornøjelse.

Vi er sikre på, at du vil kunne lide vinen. Når den hældes køligt i et stort glas, breder der sig hurtigt en appellerende duft i lokalet. Det får smagsløgende aktiveret og mundvandet til at stige. Man er så klar til den første mundfuld. Husk lige at lade vinen blive i munden et par sekunder, før den sendes videre. Læg mærke til vinens nærmest skrøbelige sprødhed og så tonerne af fersken og lime, der lige pludselig forlanger hele opmærksomheden. Behagelig tør og let dansende.

Tips til servering
Vinen er perfekt som aperitif, og til de fleste fiskeretter, fjerkræ. D&R-drengede mener også, at man snyder sig selv, hvis man ikke prøver vinen sammen med lidt frisk gedeost.