2011 Les Hautes Terrasses du Chateau Marguerite, Fronton, Frankrig 

Vi skal til at genopfriske nogle franske begreber, der næsten er gået i glemmebogen. Først Fronton som er en appellation controlee vin. Navnet lyder bekendt, men det er nok kun de færreste, der vil kunne udpege området på et kort. Vi skal til et grusset plateau lidt nord for Toulouse, der ligger godt klemt lidt inde mellem to floder – Garonne der er på vej til Bordeaux og Tarn, der er på vej i modsat retning til Gaillac. Historisk regnes det for det mest primitive landbrugsområder i Frankrig, og det blev bestemt ikke bedre, da vinlusen (1870’erne) åd sig gennem alle Europas vinmarker. Man evnede ikke at komme i gang igen. Ingen savnede Fronton. Blandt andet fordi det kun var de lokale der kendte navnet. Eneste kunde havde tidligere være Bordeaux,  hvor vinkøbmændene med største naturlighed tryllede Fronton om til Bordeauxvin. Det var først i 1950’erne, at man igen var klar til at sælge vin. Men ingen ville købe. De måtte drikke det selv. Derfor er det først for en generation siden, at vinene igen blev tilgængelige for andre end de lokale.

Signatur-druen i Fronton er Negrette. Den kræver et varmt og tørt klima. Den rådner let ved for megen regn. Negrette er karakteristisk for sine fine og bløde vine.

[ Når alting går op i en højere enhed kan man lige frem opleve stjernestunder, hvor man overvældes af en vidunderlig vibrerende hindbæraroma. ]

Man har svært ved at forstå, at det teknisk er en tør vin. Men det er det. Vine på Negrette skal drikkes unge og skal ikke fadlagres.

Det er sjældent, at Negrette får lov at stå alene. Den har godt af et modspil med druer, der giver lidt ekstra karakter til al venligheden. Her er forholdet 60% Negrette, 25% Syrah og 15% Malbec.

Château Marguerite vingården ligger på en skråning med terrasser på Tarnflodens venstre bred. Jorden er tør og sandet. Nærmest gold. Det får vinstokkens rødder til at søge dybt i jorden for at finde næring.

Druerne høstes når den størst mulige modning er opnået. Man venter gerne nogle dage eller uger, hvis det er nødvendigt. I kælderen er der ingen hokuspokus. Det er højeste hygiejne, rustfri stål, temperaturkontrol, og så lidt iltning af vinen under hele processen som overhovedet mulig. Det er recepten år efter år. Resultatet er præmier, diplomer og flot omtale. Denne årgang 2011 har blandt andet modtaget guldmedalje ved den store anerkendte konkurrence der afholdes i Macon.

Flot mørk kirsebærrød i glasset. Kirsebærrene går igen i aromaen sammen med mandel og rød frugt. Saftig moden frugt dominerer smagen, der er fyldig, tør og venlig.
   
Tips til servering
Drik den i store slurke til kød – både grillet, steg og kogt.