2011 Carmenere, Summit Reserva, Rapel Vally, Chile 

Det er for længst vedtaget, at vinbønderne i Chile har de mest perfekte dyrkningsbetingelser i verden. Der er altid sol nok til at modne druerne. Men der er også en passende kølighed, så druerne ikke bliver forbrændte. Vand har man i de mængder man ønsker det, og når man ønsker det. Det er smeltevand fra Andes. Luften er tør og skadedyr derfor et begrænset problem. Vinlusen der er frygtet i hele verden har aldrig fundet vej til Chile. Derfor har man upodede vinstokke, der er meget stabile at arbejde med. Alt ligner Paradis, men som bekendt vil der så også være en slange. Her i form af jordskælv og vulkaner. Mere end 2900 vulkaner, de 500 er aktive og andre 500 kan vækkes til live meget hurtigt.  Det er den største koncentration af vulkaner noget sted i verden. De kan være op til 5 og 6 kilometer i højden, og ligger alle tæt på beboede områder i det lange og meget smalle land. Pladerne under bjergene og ude i havet er urolige, og melder sig dagligt med rystelser. Selv om man har jordskælvsikret alle huse, må man acceptere store ødelæggelser alt for ofte. For et par år siden gik det ud over vinområdet syd for Santiago, hvor millioner af flasker blev knust og tusindvis af fade sprang læk, og vinen flød. Men det får ikke vinbønderne til at miste modet. De fortsætter med at lave god vin. Bedre og bedre for øvrigt. De mener, at netop vulkanerne er med til at gøre jordbund og mikroklima speciel velegnet til vindyrkning. Se den meget dramatiske præsentation på www.volcanesdechile.com. Deres specielle ”Summit Reserva” serie har fået fin international omtale, og bekræfter på fineste måde Chiles evner som vinland. Og vulkanernes indflydelse.

Her er det Chiles nationaldrue Carménere med hjælp af 15% Cabernet Sauvignon. Begge druer har rødderne dybt i den vulkanske jord. Det er ikke noget man umiddelbart lægger mærke til for overfladen er ler og grus. Her regner det 710 mm om året. Hovedparten kommer i vinterhalvåret og skaber ingen problemer for vinbønderne.

[ Carménere kan godt lide megen sol i modningsperioden og det får den her i Rapel Vally, hvor dagstemperaturerne ligger på omkring 30 grader. Om natten er det ca. 15 grader. Denne variation trækker modningen ud og giver ekstra aromastoffer i druerne. ]

Druerne håndhøstes og bringes hurtigt til videreforarbejdning i vineriet. Gæringsprocessen følges nøje døgnet rundt. Efter ca 3 uger er alt sukret blevet omdannet til alkohol. Mosten kaldes nu vin. Fadlagringen sker på små fade af fransk og amerikansk eg, hvor Carménerens krydrede noter, sødmefulde frugt og bløde tanniner blandes med cabernet’ens energi og stålsatte tanniner.
I glasset opleves Carménerens charmerende elegance.

Dyb violet med intens aroma af sorte bær, bitter chokolade, lidt toast og oliven. Venlig fyldig tør med den typiske smag af sort peber og fine krydderier krydderier.

Tips til servering
Til krydret svinekød – til alle kødretter.