2011 DOMAINE BEL AIR, GRANDE RESERVE, CÔTES DU VIVARAIS, Frankrig 

Det er ikke mange, der kender denne appellation, og endnu færre der vil være i stand til at udpege den på et kort. Côtes du Vivarais blev officielt anerkendt i 1999. Vi finder den nede i Rhônedalen. På vestbredden, der hvor Ardeche-floden støder til. Det er et pragtfuldt naturområde, som tiltrækker turister i stort tal. De nyder vinen på stedet, og de nyder, at priserne er lave. Det gør vi også. Vi var forbløffet over at blive tilbudt så meget kvalitet til så små penge. Det mener vi, selv om vi købte den dyreste af de vine, vi blev tilbudt fra Côtes du Vivarais.

Området omfatter kun 700 hektar med vin. Vores vinbonde, Monsieur Ville, har de 9 af dem. De er dækket med hvide skærver. Det ser meget lidt frugtbart ud, men det er han tilfreds med. "Vinstokkene skal lide for at yde det bedste" siger han. Af samme grund gøder han heller ikke. "Udbyttet skal holdes nede for at kvaliteten kan være oppe" siger han, og viser med store armbevægelser, hvad han mener.

Af samme grund beskærer han hårdt. I august måned før høsten klipper han de blade af vinstokkene, der skygger for druerne. Han tynder yderligere ud i klaserne, hvis der er nogle, der sidder for tæt på hinanden.

[ Denne omhyggelighed opleves ellers kun, når man kan forvente at få meget høje priser for vinen. Det får monsieur Ville ikke. Fordi han ligger i Côtes du Vivarais, som ingen kender. Endnu i alt fald! ]

Han fortæller, at vinen er sat sammen af 60% Syrah, 30% Grenache fra meget gamle vinstokke og 10% Cinsault.

Vinen minder om en god Côtes du Rhône Villages. Den er mørk og tæt i glasset med en frisk og aromatisk pebret brombærnæse. Smagen er domineret af frugt. Alkoholen er godt pakket ind i en fyldig krop med god længde.

Tips til servering
Det er en vin, der skal på bordet til kraftige og krydrede retter - særlig god til svinekød.