2011 Montpeyroux Réserve Luc St Roche, Languedoc, Frankrig

Verdens største “vinhave” breder sig ud over det meste af den gamle provins Languedoc i det sydfranske. Som alle andre vindistrikter i Frankrig, blev man også her ramt af vinlusen i slutningen af 1800-tallet, og alt gik i stå. Vinbønderne mistede ikke bare deres indtjeningsmuligheder, men også modet. En dyb depression lagde sig over Languedoc. Men det ændrede sig, da nogle lokale vinbønder lod sig inspirere af Danmarks andelsbevægelse og med det som model, kom i gang igen. Flere og flere så ideen i, at være fælles om et produktionsanlæg. På få år havde hver en lille by i Languedoc etableret et cave cooperativ, og vinbønderne kunne nu koncentrere sig om bare at dyrke druer. Det var i en tid, hvor kvantitet altid vandt over kvalitet, og det gav derfor ikke cooperativerne det bedste ry. I perioden lige efter anden verdenskrig var 9 ud af ti flasker Languedoc fra et cooperativ. Selv om mange individuelle vinbønder er kommet til, så er det stadig kooperativerne der dominerer, og de er fulgt med tiden. De ved godt, hvad den moderne forbruger vil have, og også hvad kunderne generelt er villig til at betale. Der findes både gode og mindre gode kooperativer lige som der findes seriøse og mindre seriøse selvstændige vinproducenter. Det hele er et spørgsmål om viden og ambitioner. Sandheden skal findes i glasset.

På vores tur rundt i regionen stoppede vi denne gang op hos sammenslutningen af vinbønder i Montpeyroux, der er en efterspurgt ”cru” med et udvalg af vine som er kendt for at have både personlighed og velsmag. Vinmarkerne ligger i det bjergrige bagland sådan cirka 40 kilometer vest for Monpellier. Der er tørt og varmt men også en velgørende kølighed i modningsperioden. Det giver druerne ekstra smags- og aromastoffer. Ti kilometer længere vestpå er det for koldt til vinavl. I stedet græsser store fåreflokke for at give mælk til den lokale ost (roquefort). Montpeyroux er også navnet på en meget charmerende by der ligger for foden af det kilometer højde bjerg Mont Saint Baudille. 

Druerne til denne vin er Syrah og Grenache. De klæder hinanden godt. Syrah’en med sin elegante kompleksitet og fine krydrede undertoner og Grenachen med masser af saftig frugt. 

[ Vinifikationen (processen fra drue til vin) foregår helt traditionelt. Det vil sige man giver sig god tid. ]

Først flere dages udblødning af skaller og most og derefter en langsom gæring. Vinen hviler derefter et halvt år på tank, hvor der også er tid til en naturlig bundfældning.

Mørk rubinrød med violet kant med en meget intens næse, hvor man både mødes af blomster, mørke bær, krydderier og animalske noter. Det er en vin med en passende tørhed. Den fylder munden godt og efterlader ganen en forunderlig velsmag af garrigue’en.

Tips til servering
Det er en vin, der er fremragende til en god bøf.