2011 Cazal Viel, Cabernet/Syrah Igt Pays d’Oc, Frankrig

Det er kun en generation siden, at det var almindeligt at forklare en vins duft, smag og karakter med at henvise til jorden, klimaet og druesorten. Det er stadig vigtige faktorer men mennesket bag, er måske den mest betydningsfulde af alle.  En dårlig kok kan ødelægge gode råvare. En dårlig vinmager kan ødelægge en god vinhøst. Derfor er den menneskelige faktor betydningsfuld. På det gamle vinslot Cazal Viel i Languedoc hedder vinmageren Laurent Miquel. Hans familie har ejet slottet siden revolutionen og da tid var, var han den naturlige arvetager til at tage over. Laurent var imidlertid noget usikker på, om han havde lyst til opgaven. Hans far arbejdede hårdt og med stor passion, men fik ikke den anerkendelse han fortjente. Generelt fandt Laurent  ambitionerne i Languedoc for små. Der var ingen kærlighed til faget. Det var ren industri. Han tog sig en universitetsgrad i England og skrev sig så ind på ønologistudiet i Montpellier. Det var her han opdagede at kvalitetsniveauet i Languedoc var begyndt at bevæge sig hen, hvor det var interessant at være med. Nu var det ikke mere kampen om, hvem der kunne lave mest vin, men hvem der kunne lave den bedste.

[ Laurents vine skilte sig hurtigt ud fra de andres. Han gik langt uden om det ordinære. Han lavede vine som overraskede med en velsmag man slet ikke kendte fra Languedoc. ]

Château Cazal Viel ligger i Saint Chinian imellem Faugères og Minervois, lidt bag Béziers. Allerede i 700-tallet var man bekendt med at vinen fra området havde nogle særlige egenskaber. Hvert år fik man ordre på et større parti vin til et parisisk hospital, fordi man havde erfaret at det mildnede sygdomsforløbet ganske betydeligt.

Der hører 135 hektar jord med vin til Château Cazel Viel, der dermed er den største producent i Saint Chinan. Alle områdets traditionelle druesorter er repræsenteret, men Laurent har en ret stor andel af internationale druer som Cabernet Sauvignon og Syrah. Han elsker at arbejde med Cabernet og Syrah, som han mener komplementerer hinanden særdeles godt. Han forstår slet ikke at Syrah-druen er bandlyst i Bordeaux. Men det må de jo om.

Recepten er enkel; man skal finde balancen i alle vinens facetter. Druerne skal være fuldmodne med et passende frisk syreindhold. Der skal sorteres og løbes hurtigt. Der skal helst ikke gå mere end 30 minutter fra druen høstes til vinifikationen er i gang.

Her er blandingen 60% Cabernet Sauvignon og 40% Syrah som i forening giver en fyldig varm og krydrede chokolade og solbær næse, der følges op af en sødmefuld tør fylde med en god saft. Elegant og charmerende.
Vinen kan nemt tåle nogle års flaskelagring, men da den smager super netop nu, er der ingen grund til at vente.

Tips til servering
Der skal noget godt og velkrydrede kød på tallerkenen. Eller bare et stykke ost.