2008 Virgin Earth ”High 5” Langeberg Garcia, South Africa

Sydafrikas vinland ligger i Cape Towns bagland. Man siger, at man kan stå oppe på Tafelbjerget og overskue det hele. Det kræver imidlertid ualmindeligt gode øjne og meget klart vejr, for gennem de sidste to årtier er arealet nemlig vokset betydeligt. Men vindestinationerne ligger stadig ret koncentreret. Man kan nå de fleste kendte distrikter inden for en times kørsel fra Cape Town. De ligger alle i de områder, hvor varmen dæmpes af kølige vinde fra havet. Det er disse gode klimatiske forhold sammen med viden og kapital, der gør det muligt at lave store og karakterfaste vine.

Du Plessis Wines er en af de mest innovative producenter. Et familiefirma med en række vingård de rigtige steder. Virgin Earth er en af dem. Den ligger i et stort naturområde der får lov at ligge helt uberørt. Vinmarken drives økologisk uden kunstgødning og giftsprøjter. Det er sådan forbrugerne vil have det i dag, og de mange dyre flokke (særlig mange antiloper) lader også til at synes om det. Vinmarkerne ligger i 450 meters højde. Det giver kølige nætter og en tør vind, som er god for druerne og skidt for plantesygdomme.

[ Der er flere forskellige druesorter på Virgin Earth. De holdes adskilt indtil de er blevet til vin, der så smages i flere omgange, inden den endelige blanding bestemmes. ]

Vinmageren arbejder lidt som en kunstner med sin palet. I 2008 brugte han 41% Merlot, 25% Cabernet Sauvignon, 13% Shiraz, 11% Petit Verdot og 10% Cabernet Franc.

Druerne blev håndplukket mellem den 12. og 20. marts 2008. Der blev sorteret i to omgange inden druerne blev kværnet. Under gæringen var der daglig omhældning, så mosten/vinen fik den bedste kontakt med skallerne. Derefter 12 måneders lagring på fransk eg. Det skal foregå i kølige omgivelser, men det er alt for energikrævende under den hede afrikanske sol. Derfor har man skabt en kunstig sø, hvor fadene sænkes ned i 6 meters dybde, og på den måde holdes kølige. Vinmageren forsikre os at fadene er helt tætte.

Denne elegante vin er blød og fyldig med et fint modspil fra en moden garvesyre som giver vinen elegance og harmoni. I næsen er der et strejf af krydderier, solbær og sorte kirsebær. Fadenes franske eg bidrager med velsmag i flere lag. Vinmageren selv kan også finde et pift af bushens planter og jordens mineraler.

Tips til servering
Vi spurgte ham, om den var god til aber. Det svarede han ikke på. Han foreslog
antilope eller springbuk. Vi må nøjes med at oversætte det til dyrevildt. Vi ville umiddelbart også nyde vinen til lammekød med godt krydret tilbehør.