2009 Odoardi, Terra Damia, Calabria IGT Rosso

Vi skal denne gang en tur til Syditalien. Til Calabrien - støvlens tå. Vi skal møde mennesker og vine med en lang historie. Vi skal smage druesorter som man højst sandsynligt aldrig har hørt om.

I Calabrien er klimaet mildt, nærmest paradisisk med en smuk, uspoleret natur. Familien Odoardi har nydt disse omgivelser siden 1480 hvor de forlod Tyskland og slog sig ned i Nocera Terinese i provinsen Catanzaro. De havde forstand på landbrug og så store muligheder på markerne rundt om deres nye hjem. Det var ideelt til vinstokke og oliventræer, og det har man koncentreret sig om siden.
Fra vingården er der udsigt ud over det Tyrrhenske hav og til havet omkring Sicilien, men man kan åbenbart ikke leve af skønhed alene, for Calabrien har gennem tiderne været blandt de fattigste regioner i Italien. Indtil for en generation siden oplevede man hyppige perioder med hungersnød. Vinproduktionen var ofte det der hjalp vinbønderne ud af krisen, men siden vinlusen slog til i 1930’erne er det kun de dygtigste og mest vedholdende, der har kunnet klare sig. Som fx familien Odoardi der med den nuværende generation Gregorio Odoardi og hans kone Barbare, har skabt et ry for at være blandt de bedste i regionen.

På sydsiden af bakkerne der vender ud mod Aeolian øerne i det Tyrrhenske hav har familien en række små fremragende vinmarker med forskellige druesorter. De ligger i  fra 0 til 600 meters højde og i forskellige mikroklimaer og forskellig jord og har derfor forskellige karakter og personlighed. Familien har dikteret et lavt udbytte for at sikre størst mulig intensitet i vinen. Lad os lige nævne druesorterne: Gaglioppo, Magliocco, Nerello Cappuccio og Greco Nero. Blandingsforholdet er forskelligt fra år til år, afhængig af vind og vejr. Men hver druesort optræder aldrig med under 10 eller over 30%.

Familien ønsker at lave vin til den moderne forbruger. Det vil sige en vin med saftig frugt, og derfor har man smidt de store gamle træfade ud, og erstattet dem med rustfri tanke, der reducerer iltningen til et minimum. Vinen får lov til at bundfælde sig naturligt i ca. 6 måneder inden aftapningen. Derefter flaskelagring til vinen er drikkemoden.

Det er fyldig velsmag der møder ganen. Sødmefuld, halvcremet næse, skovbær, blomme og chokolade, der blander sig med fine urter. Det er en vin med muskler og milde tanniner og en god lang eftersmag.

Tips til servering
Server den til mørkt kød.