2009 Vinha do mouro, estramoz,
alentejano, portugal

En helt ny generation af dygtige og innovative vinmagere har bragt Portugal tilbage som et spændende og udfordrende vinland. For bare en generation siden stillede man ingen spørgsmål. Man lavede det man plejede. Det som ens far havde lært én. Det samme som han havde lært af sin far. Det gik fint indtil man opdagede, at forbrugerne faldt fra. Internationalt havde den moderne frugtige og fylde vinsmag vundet indpas.

I Portugal var man lidt sene til at følge de nye tider, men det har ændret sig nu.

Især i regionen Alentejo er der vendt op og ned på tingene. Tidligere var det mest kooperativer, der dominerede her. De fokuserede på volume. Nu er det mindre vinbrug med ejere der har ambitioner om at opnå international anerkendelse.

Alentejo betyder på den anden side af Tejofloden – set fra Lissabon. Det er indlandet der grænser op til Spanien. Beja er hovedbyen. Det var her kimen til nellikerevolutionen i 1974 blev lagt, og det var i dette område mange danskere købte jord i håb om, at Portugals medlemskab af EU vil gøre det til en god investering. Det blev det aldrig. Og de som købte korkplantager, ser med bekymring på det store bag-in-box salg.

Vores vinmager i Alentejo hedder Miguel Louro og er uddannet tandlæge. I 1989 bestemte han sig til, som resten af familien, at blive vinproducent. Han erhvervede sig Quinta do Mouro, der ligger bare en kilometer udenfor Estermoz. Det er en velkendt, smuk, historisk ejendom som nu også nævnes blandt de fineste vingårde i regionen. Top-kvaliteterne fra Quinta do Mouro er unikke. De er et udtryk for ejerens daglige personlige engagement og lyst til at få det absolut bedste ud af druerne.

Der hører 27 hektar med vin til ejendommen, hvor kunstvanding er bandlyst. Miguel Louro benytter kun druer fra sin egen vinmark. Der håndhøstes og for at undgå beskadigelser bæres druerne til pressen i små 18 kilo kurve. De kværnes let og ligger først et par dage i åbne kar, hvor druerne fodpresses. Gæringen foregår på tanke og lagringen (mindst et år) på 300 liter fade af franske eller portugisisk eg.

Miquel Louro ønsker at lave moderne vine med et tydeligt lokalt aftryk. Derfor bruger han mest klassiske portugisiske druer som Aragones, Trincadeira, Touriga Nacional og Alicante Bouschet, men der bliver også brugt internationale druer som Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Syrah. Men de får aldrig lov at dominere.

Vinha do Mouro vinificeres så den er hurtig drikkelig, og så den udfolder sin frugtsaft optimalt. Den er mørk ruby i glasset, tæt og saftig i næsen med en fin duft af modne blommer og en fornem indre varme. Solid og velbygget. Fint krydret. Der er noget at tygge på.

Tips til servering

Den vil være lækker til svinekød, til kødretter i kraftige saucer og modne oste.