2009 Vesevo, Beneventano Aglianico IGT, Italien

Vi skal til Napolibugten og det smukke bagland. Campanien hedder regionen. I romertiden var det her man hentede Imperiets bedste vine.

Blandt anden den legendariske Falernum. Men siden har man vinmæssigt ikke gjort sig særlig bemærket. De vinbønder der havde ambitioner, blev hurtigt sat på plads. Men dem er der brug for nu i det 21. århundrede, hvor forbrugerne ikke gider drikke ligegyldig vin.

Det skal være vine med positiv særpræg og et lokalt fingeraftryk. Det er der mulighed for i Beneventano, som er en provins i regionen. Vesevo er det antikke navn for den aktive vulkan Vesuv, som gennem flere tusinde år har mættet den omkring liggende jord med lava. Det er den absolutte ideelle grobund for vinstokke. Jorden er ekstra rig på mineraler og det bidrager med komplekse og elegante duft- og smagsnuancer til vinen. Og for at gøre det hele perfekt, så er klimaet mildt og venligt det meste af året.

Det er imidlertid ikke nok med, at rammerne er i orden. Mennesket bestemmer om resultatet skal være godt eller skidt. I de mange hundrede år, hvor hovedparten af rødvinen fra Campanien var simpel hverdags vin, høstede man alt for meget. Det hedder vist rovdrift. Det udvander kvaliteten. Samtidig valgte man de druesorter der var kendt for at producerer mest. Resultatet blev derefter.

Vinhuset Vesevo har fundet, at Aglianico er den allerbedste drue til den vulkanske jord. Druen blev oprindeligt hentet i Grækenland, hvor den formodentlig ikke har nogen "familie" mere. Den er mest kendt fra Taurasi, der er den dyreste rødvin fra Campanien. Her kan den nå ukendte højder. Nogle sammenligner den med Nebbiolo, når den er allerbedst. Den er endda blevet omtalt som storbror til Barolo. Det er den slags ting som pirrer og motiverer ambitiøse vinmagere, og vi kan godt forvente os en masse af Aglianico og Campanien i fremtiden.

Det er denne Beneventano Aglianico et glimrende bevis på. Den er dyb rød med purpur kant. Duften er intens med lidt tørrede jordbær, figner og frisk frugt og noget let røget. Smagen er vægtig, tør, fint krydret med en solid finish. Det er en vin der huskes.

Der kan være en smule bundfald i flasken. Derfor skal den skænkes forsigtigt eller omhældes med rolig hånd til en karaffel.

Tips til servering
Nydes til kraftig og krydret mad. Gerne mad der har stået og simret i lang tid.