2011 Rosalind, Pinotage Rosé, Painted Wolf, Paarl

Vi har efterhånden haft flere vine fra Painted Wolf-serien, og hver gang får vi fine tilbagemeldinger. De pæne ord gælder både den gode smag, men også de "søde hunde" der illustrerer etiketten. I løbet af årene har vi set dem i flokke. Og enkeltvis.

Denne gang er det en halv stor hvalp, der prøver at charmere sig ind.
På dansk kalder vi dem vilde hunde. På engelsk omtales de som "painted wolfs. Det er ret oplagt fordi det ser ud som om, at de er blevet pletmalet med stærke farver. De findes kun i Afrika og der er fleste af dem i Sydafrika, hvor de lever som flokdyr. De er meget socialt indstillet, de jager sammen, og slapper af sammen i deres huler, dybt inde i den skyggefulde buskvækst. Desværre er hundene blandt kontinentets mest truede dyrearter, og derfor er der sat flere initiativer i gang for at rede dyrene.

Painted Wolf-serien er en af dem. Bagmanden havde i første halvdel af sit liv arbejdet i forskellige nationalparker i Sydafrika. Han var specielt betaget af de vilde hunde, som der blev dramatisk færre af hvert år. Da han senere i sit liv blev succesfuld vingårdsejer, bestemte han sig til at donere et lille beløb per solgte flaske til arbejdet med at bevare de vilde hunde. Der er stor sympati omkring projektet. Blandt andet også fra vinkolegaer.

Flere donerer druer eller vin til Painted Wolf-serien. Her er det Ros og Pete Kock der har bidraget med en portion Pinotage fra det bedste hjørne af deres vinmark i Paarl. De garanterer at druerne er behandlet med størst mulig kærlighed. De har nydt godt af den første sommerregn og de blev høstet før solen begyndte at brænde.  Derfor vinens livlige, sødmefulde frugt og sprøde smag. Det er for øvrigt Ros (Rosalind) der er kunstneren bag den charmerende tegning af hvalpen.

Det er sjældent man møder Sydafrikas national-drue Pinotage i renkultur. Den står bag nogle af landets mest potente og komplekse røde vine. Og nu også her som ung og frisk rosé. Det er 100% Pinotage.

Mosten har fået lov at gære i 24 timer sammen med skallerne.. Det er lige præcist nok til at give den rette farve. Skallerne sies fra, og mosten gærer færdig til vin. 10130 flasker blev det til. Og de vil med garanti fryde alle forvænte ganer.

Man har gjort alt for at skabe en vin med en elegant, lidt forfinet frugt og spændende florale toner.

Halvtør med en god saft der får et passende modspil af en livlig frugtsyre.

Tips til servering
Nydes kælderkold som aperitif, som frokostvin eller som hyggevin under skyggefulde træer.