2010 Primo Scuro Mesa, Cannonau di Sardegna

Vi skal denne gang besøge Middelhavsøen Sardinien, der på grund af sin strategiske beliggenhed, har været invaderet og besat så mange gange gennem historien, at alt ting er anderledes end andre steder i Italien. De forskellige besættere har alle sat deres præg på øens liv og sjæl. Det gælder også på vinsiden, hvor både druesorter og metoder i mange tilfælde kan føres tilbage til andre Middelhavslande. Sardinien er den næststørste region i Italien, men producerer kun 2% af landets vin.

Vinhuset der byder os indenfor på Sardinien hedder kort og godt Mesa. På spansk og sardinsk betyder det "bord".  Et ord der har overlevet fra tiden hvor aragonerne havde besat øen. De havde de druer med fra Spanien, som man arbejder med på øen den dag i dag. Og ingen af de lokale drømmer om, at lave om på det.

På Mesa's hjemmeside www.cantinamesa.it (der er engelsk oversættelse) får man en god fornemmelse af vinhusets visioner og der er både lyd og billeder til. Det er fristende bare at oversætte og bruge teksten her, men så poetiske evner vi nok ikke at være på dansk. Vi ser det moderne vineri i smuk minimalistisk design placeret i naturen, som om det altid har været der.

Vi får en fornemmelse at det at lave vin er lige så  naturligt, og sådan skal det også være at drikke den. Proppen af og på bordet (mesa) med flasken. Så godt og enkelt kan livet være.

Tidligere kunne man i vinbøger læse, at de sardinske vinbønder var stærke mennesker, der lavede stærk vin og spiste stærk mad. Men det er også fornuftige mennesker, som følger med i hvad forbrugerne vil have. Derfor er den rå og kraftige vin blevet tæmmet og frisket lidt op, og står nu som et naturligt valg for den moderne forbruger.

Cannonau er den mest plantede rødvinsdrue på Sardinien. Den gror simpelthen alle steder på øen, hvor der er mulighed for det. Og optræder selvfølgelig i mange forskellige forklædninger. Der er to hovedtyper; den traditionelle der er mørk og alkoholrig der laves på sent høstede druer der let oxiderer. Det er en nærmest sødlig og stærk vin. Og så den moderne type, der laves på nymodne druer og uden for megen skalkontakt og altid med en kontrolleret lav gæringstemperatur. Denne Cannonau fra Mesa er den sidste type.

Druerne er høstet den tredje uge af september. Stilkene fjernes med det samme og druerne kværnes let. Gæringen sættes straks i gang. Temperaturen holdes under 24 grader i hele denne periode. Seks måneders lagring på cementtanke sammen med bundfaldet, giver vinen dybde og en dimension ekstra.

I glasset optræder denne sardinier yderst elegant og kultiveret. Der er et lyst skær i den mørke ruby farve, og vinen har en tiltrækkende duft af sød tobak, mørke bær og viol. Det hele gentages i smagen som danser yndefuldt over ganen, og efterlader én med fornemmelsen af en god oplevelse.

Tips til servering
Perfekt til kødretter, hvor kødsmagen skal understøttes. Andebryst, entrecote, lammekoteletter o.l.