2010 "The Den" Painted Wolf, Pinotage, Sydafrika

Vi er ret vilde med disse hunde, som på smukkeste vis introducerer os til det sydafrikanske vinland. Projektet er opstået i respekt og kærlighed til Afrikas vilde hunde, der desværre er blandt de mest truede dyrearter i verden. På engelsk kaldes de "painted wolfs", fordi det ser ud til at de er blevet pletmalet i mange forskellige glade farver.

Det er et flokdyr som er meget socialt indstillet. De jager sammen, og de slapper af sammen i deres hule, som kaldes "the den", der altid ligger dybt inde i den skyggefulde afrikanske buskvækst. Hvis man har været på safari i Sydafrika ved man at "painted wolfs" er den allerstørste attraktion, men det er kun de færreste forundt at se dem.

Projektet er startet af en pensioneret ranger, der havde arbejdet i forskellige nationalparker i Sydafrika, hvor han især gjorde en stor indsats for at gøre livet en lille smule lettere for de vilde hunde. Da han i sit "andet liv" blev en succesfuld vingårdsejer bestemte han sig til at donere et beløb per solgte flaske til arbejdet med hundene. Med tiden har flere og flere af hans kollegaer ønskede at donere druer eller vin til projektet. De sætter en ære i, at det skal være det bedste af det bedste, og det forklarer succesen.

Mere sydafrikansk bliver det ikke. Pinotage er Sydafrikas helt egen drue. Det er en krydsning mellem Pinot Noir og den sydfranske Cinsault. Siden 1925 har man udviklet og forædlet denne sort, som i dag nævnes blandt verdens klassiske druer. Når berømmelsen er gået langsomt, skyldes det at mange sydafrikanske vinmagerer føler, at det er deres opgave at kopier europæiske vin.

Det gør de også fint med Cabernet Sauvignon, Merlot og Pinot Noir, men Pinotage er så voldsom anderledes end det klassiske europæiske, at opgaven er umulig. Et godt resultat kræver også, at man har rådighed over lavtydende, gamle, buskbeskårne stokke, og at arbejdet i kælderen er meget omhyggelig. Ellers kan man ikke tøjle de vilde smagsstoffer og dens rustikke væsen..

[ Denne pinotage kommer netop fra lavtydende buskvin med en vis alder. Og vinmageren bag har på fornemste vis få alt det bedste ud af den vanskelige drue. Det er en supervin der vil få mange til at skifte mening om Pinotage ]

Det første man lægger mærke til er en vidunderlig frugtighed. Morbær, brombær og syrlige blommer. Tanninerne er tæmmet og en sødmefuld, lækker fylde får lov at dominere smagen. Det er en vin der bliver lang tid i munden - til glæde for nyderen.

Tips til servering
Drik den til kraftige og krydrede retter. Gerne af store glas som giver plads til at svinge vinen godt rundt, så alle smags- og aromastoffer vækkes.