Vigne Doro, Treviso, Prosecco DOC, BRUT, Italien

Vi mødte familien Vazzoler på deres vidunderlige vingård i Veneto-regionen. I bakkerne lige udenfor døren ligger deres 20 hektar jord, som er klassificeret som perfekte til druer, der skal skabe den rette basis for en topmousserende vin. Domenico Vassoler skænker Vigne Doro i høje slanke glas. Duften breder sig hurtigt. Det gør den gode stemning også.

"Jeg husker fra min barndom, at Prosecco var noget man nød sammen med venner når man slappede af efter en lang arbejdsdag. Den var sødlig og let at gå til. Den havde ikke så megen alkohol. Man blev ikke tosset i hovedet af den. Jeg tror endda, at Prosecco dengang som kælenavn blev kaldt for "engletis".

Gennem de sidste ti år har vi oplevet en større og større efterspørgsel efter topkvalitets mousserende vin, og følte i virkeligheden at vi havde en pligt til at lave det, fordi jorden og traditionerne bød os gøre det. Den skulle være tør (BRUT) ja og have alkohol og perler som en champagne.

Det vil sige 11½% og et tryk på 5,8 atm. Vi ville kun bruge most fra første pres. Fordi det er ladet med en intens koncentration af nyslået hø og en æbleplantage i blomst. Noget de fleste forstår at nyde og sætte pris på. Vi er stolte af resultatet. Vigne Doro Prosecco Brut er noget vi med glæde nyder samme med vores venner. Det er en vin der får tankerne til at flyve".

For en generations side var der i Danmark ingen der vidste noget som helst om Prosecco. For os er det et nyt begreb, og vi bliver nu bombarderet med forskellige prosecco'er. Og forskellige informationer. Lad os prøve at opsummere de væsentligste kendsgerninger. Prosecco er en hvid italiensk vin, generelt mousserende, tør eller ekstra tør, generelt lavet på Gleradruen som også kaldes Prosecco.

[ DOC prosecco laves i regionerne Veneto og Friuli. ]

Traditionen er opstået i området Conegliano og Valdobbiadene i bakkerne nord for Treviso. Det er netop her familien Vassoler har deres vingård. De fleste prosecco'er laves efter det der kaldes Charmat-metoden. Altså lige som tysk sekt, hvor eftergæringen foregår på en køletryktank, og ikke på flaske, som i fx Champagne.

Vi var meget overrasket over kvaliteten af Vigne Doro, Prosecco Brut. Det er sjældent at få så ren, enkel og elegant tør mousserende vin, uden at betale tre, fire gange så meget for den. Den er tør uden på nogen måde at være sur og spids, eller have denne lette bitterhed som mange tørre mousserende vine har. Den er livlig, frisk og fylder munden med perlende velsmag, hvor æbler, pærer og mandler blander sig fint med det vinøse.

Tips til servering
En vin til alle gode stunder. Som aperitif. Til Dronningens nytårstale.