2008 Eloquenzia, Copertino DOC

De fleste er enige om, at man skal søge syd på i Italien, hvis man i dag skal gøre et godt vinkøb. Et drøn sikkert sted er Apulien - hælen på den italienske støvle. Indtil for en generation siden havde man travlt med at producere sort, alkoholrig vin til Europas blandingskar.  Det gør de vel lidt stadig, men flere og flere har set ideen i at producere og sælge selv. Det har givet ubetinget succes i hele verden. Måske særlig meget i Danmark, hvor vi er kendt for at sætte pris på en god, fyldig rødvin der smager af meget mere end den koster.

Det kan betale sig at sætte sig lidt ind i de mange nye muligheder der bydes på disse kanter. Vi har valgt den DOC der hedder Copertino. Den har taget navn efter en lille by der ligger en snes kilometer sydvest for Lecce. Vinene herfra er blevet kendt for at være fløjlsbløde med en vis elegance. Vi er endnu ikke helt overbeviste om, hvor stor betydning det nøjagtige grosted i Apulien (DOC'en) har for vinens smag og karakter. Vi tror på, at det først og fremmest er druesorten og vinmageren i forening. Vi var på jagt efter en god Negro Amaro. Det er den lokale favorit-drue i Apulien. Ingen andre steder giver den bedre resultater end på Salento-halvøen. Og det er netop her Copertino ligger.

Alle er enige om, at i Apulien kan intet stå i stedet for Negro Amaro, når det gælder kvalitet. Man har forsøgt sig med de klassiske internationale druer, men vender hele tiden tilbage til Negro Amaro. Den giver en vin med masser af farve, en duft og smag af pinje og chokolade og en god portion alkohol. Negro Amaro betyder sort og bitter. Det "bitre" i druens navn skal man ikke tage så tungt. Det er noget der hører datiden til. Ny teknik og rigtig lagring har reduceret det bitre til noget helt umærkeligt. 

Vinen laves af familien Severino Garofano på vingården  Masseria Li Monaci. De regnes for de bedste i Copertino. Grundlagt lige efter anden verdenskrig, og har altid solgt under eget navn. Men de har kun 18 hektar vin vin, og det blev nydt lokalt. Vi bad dem fortælle lidt om deres vine, men de undslog fordi sandheden i vinen ikke kan beskrives med ord. Vin skal selvopleves. Det skal skabe sine egne billeder og ord. Det er her man finder magien.

Denne vin er lavet på 100% Negro Amaro. Udbyttet er holdt lavt. Høsten foregik mellem den 10. og den 20. september. Druerne var fuldmodne og sukkerfyldte. Der skulle ikke sorteres ret meget. Lagringen på store fade, hvor vinen har fået lov at bundfælde sig naturligt.

Tips til serving
Mørk og tæt i glasset. Indbydende solspækket næse med kirsebær og jordbærmarmelade, tilpas frugtsødme. Saftig tørhed med både elegance og en fin orientalsk finish.

Det er vinen der serveres når opskriften er et godt og velsmagende glas rødvin. Den passer til al rødvinsmad.