2009 Andeluna, Malbec, Tupungato, Mendoza 14½%

Vi har fulgt udviklingen i argentinske Mendoza i mere end tre årtier. Vi er altid glade for at komme der. Byen virker meget sydeuropæisk med store grønne pladser og skyggefulde vejtræer. Den gang var der ingen høje bygninger. Både vinhusene og vinmarkerne lå lige udenfor byen.

Man koncentrerede sig om at producere så meget som muligt. Hovedsalig af en ligegyldig kvalitet. Vi husker at man var i fuld gang med at rydde Malbecdruen og plante noget mere produktivt i stedet. Situationen er helt anderledes i dag. Der er skudt et par højhuse op i byen og hotelstandarten er blevet international.

De ambitiøse vinbønder er flyttet en halv times kørsel ud af byen, vestpå og op i højderne, hvor der er en vis kølighed, og hvor Malbec-druen har fået en renæssance. Den betragtes ikke blot som Argentinas bedste drue, men som en af verdens bedste. Jorden er stenet og fattig,  omgivelserne er ret golde, men det hele fortrylles af Andesbjergene, der står tydeligt med deres evige sne som et magtfuldt bagtæppe.

Man er søgt her op for at finde en passende kølighed. I Mendoza by og omegn er det fugtigt varmt.  I højderne er den årlige nedbør på under 250 mm. Desværre kommer de ofte samlet i perioden lige før høst, og lige så ofte som store ødelæggende hagl. Det er et kæmpe problem, der selvfølgelig afholder mange for at starte i højlandet.

Andre sørger for at etablere sig med flere vinmarker forskellige steder, og så håbe på, at man undgår totalskade. Andre igen bygger så at sige tag over vinmarkerne i form af et tæt og stærkt plastik net spændt ud på jernrammer. Det er en dyr men sikker løsning. Men det er værd at ofre nogle penge på sagen, for når man får fuldmodne og hele Malbec-druer i hus, er man sikker på at få materialet til en verdensklasse vin i hus.

Andeluna - det behøver næppe at oversættes. Det henviser selvfølgelig til det magiske syn det er, når månen oplyser Andesbjergenes tinder. Manden bag hedder H. Ward Lay. Han startede Andeluna sammen med et af Mendozas ældste vinhuse Rutini, netop med henblik på at udnytte de store muligheder i højderne. Man fandt et stykke jord i Tupungato Valley. Det ligger i 1300 meters højde.

Ward Lay ansatte Silvio Oscar Alberto som vinmager. Han regnes for Argentinas nye stjerne med erfaringer fra nogle af de bedste californiske vinhuse. Og så indgik han en samarbejdskontrakt med franske Michel Rolland, som står bag nogle af verdens mest succesrige vine. Derfor undrer det ikke nogen, at Andeluna allerede i 2008 blev nævnt blandt verdens 100 bedste vine. I 2010 fik Andeluna "Decanter World Wine Awards International Trophy".
Det er 100% Malbec, håndhøstet og sorteret flere gange. Vinen har lagret 8 måneder på henholdsvis fransk og amerikansk eg.

Det er en typisk Michel Rollands vin. Kraftig, fyldig og saftig alt sammen pakket elegant ind. I næsen aromaer af blomme, jordbær, lavendler og vanille. I smagen noter af kirsebær og krydderier i perfekt balance med chokolade og tørret frugt. En moden, sød og rund tannin afrunder den lange eftersmag.

Tips til serving
Perfekt til alle slags kødretter med velsmagende saucer.