2007 Gran Decarada Reserva, Yecla

Det er blevet lidt mode blandt danske vinimportører at præsentere deres eget blend, og tydeligt angive deres involvering på vinens etiket. Vi tror ikke på, at der er noget stort ønske om, at se "Hansen eller Petersen" på etiketten. Det vil bare forvirre begreberne. Men derfor kan man jo godt blande sig lidt.

Vi har da mange gange været med til at give de lokale producenter gode ideer og forslag til forandringer, med henblik på at imødekomme den nordiske smag, og det vil vi fortsætte med. En af vores yndlings historier er netop tilblivelsen af denne vin fra spanske Yecla.

Slår man op i gammel vinlitteratur vil man se at Yecla omtales som tyndbenede turistvine, som man bør skåne sig selv for. Men for en snes år siden blev området ramt af vinlusen, der åd sig gennem vinstokkenes rodnet. Det hele gik ud, og med det ry vinene havde, var der ikke mange der havde interesse for at genplante.

De der havde modet og visionerne er i dag blevet belønnet, blandt andet med prædikatet "best value for money". Yecla ligger i det spanske højland, inde bag middelhavsbyen Alicante. Monestral er den lokale drue, som man i alt for mange år har udpint. Man var lidt i tvivl om, det var den der skulle genplantes. Det blev det heldigvis, fordi der var nogle ganske få, blandt andet vores mand" som havde vist, at druen har nogle fantastiske egenskaber, når udbyttet holdes lavt. Samtidig investerede man i ny teknik og man bød nyeste viden velkommen. Vores mand fandt frem til et system, hvor halvdelen at vinen gærede på et lukket system.

Det fremhævede frugten og friskheden, og det var netop noget der klædte Monastrel. Men han mødte også megen modstand fra dem der ønskede at fastholde den gamle støvede stil og lette oxidering. Og det er her vi kommer ind i billedet. Vi fortalte ham, at vi ville være kunder til den moderne Yecla vin. Og jo bedre den blev, jo bedre kunder ville vi være. Når vi ikke nævner hans navn, er det fordi andre i Danmark har eneret på det.

I starten lavede han "vores" eget blend. Det blev kaldt "Solo Yo" (kun til dig), men det blev for besværligt, og han anbefalede os til samme pris en reserva med det fine navn Gran Decarda. Vi var enige om, at det var et godt køb, så her er den. Monastrell (70%), Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot med hver 10%. Blandingen har lagret 20 måneder på henholdsvis amerikansk og fransk eg. Høsten blev foretaget i begyndelsen af oktober og udbyttet blev holdt nede på 2000 liter pr hektar.

Vinen er i stil international, kraftfuld og elegant. Farven er dyb kirsebær med rubinrøde kanter. Duften er intens og aromatisk med noter af både rød og sort frugt. Egetræet er fint integreret med lidt chokolade og cigarkassetræ. God struktur med frisk frugt og en elegant silkeblød afrunding.

Tips til serving
Den ideelle rødvin til grillmad. Husk at servere vinen i store glas, så duft og smag kan udfolde sig.