2005 Sélection Jean-Pierre Moueix, Bordeaux 13%

Vi fejrer I år vores 5 års fødselsdag med nogle særdeles attraktive tilbud til vores kunder. Da vi i sin tid introducerede konceptet, kunne vi i den første smagekasse præsentere en superpomerol fra Moueix.

Vi havde en ide om, at gentage succesen, men selv om vi kender familien Moueix godt, så har efterspørgslen på ren pomerol, trukket priserne så meget op, at vi ikke syntes, at der er tale om et godt tilbud mere. Der var i virkeligheden slet ikke så meget at forhandle om, fordi alle de nye årgange er udsolgte. Asiaterne er umættelige. Prisstigninger synes ligefrem at stimulere deres  købelyst.

Familiens overhoved er Christian Moueix, og vi talte lidt om op og nedture i Bordeaux. Blandt andet nævnte vi, at vi stadig synes, at der er for mange ligegyldige "små" Bordeaux'er på markedet især i Danmark. Det er vine der slet ikke lever op til den moderne forbrugers forventninger.

De virker lette og tyndbenet. På den anden side, var vi heller ikke meget for de små Bordeaux'er som forsøgte at efterligne de frugtige og alkoholrige oversøiske vine. Det kunne de alligevel ikke. Det vi var på jagt efter var en god moden Bordeaux, som var rank og spændstig med en elegant vinøsitet. Sådan en vin, som man  til en middag kan drikke en hel flaske af, uden at blive træt i ganen, og uden at blive dvask og vrøvlet.

Christian Moueix mente han kunne hjælpe os. Han hentede en "Sélection Jean-Pierre Mouix" fra det gode år 2005. Det er ren Merlot, hentet fra højre bred. Det vil sige Libournes bagland. En del kom fra Côtes de Castillon og Fronsac. Alt sammen udvalgt af Christian Moueix personlig.

Det var Christians far Jean-Pierre Moueix der startede det hele i 1937. Først som ren négociant-virksomhed (vinkøbmand) med kontor i Libourne lige ned til den smukke Dordogneflod. Her er kontoret stadig. Men nu kan de også skrive slotsejere på visitkortet. I tiden lige efter anden verdenskrig var alt til salg i Bordeaux.

Man kunne overtage et vinslot uden betaling, bare man overtog forpligtelserne. På den måde blev Moueix-familien ejere af så preciøse ejendomme som Ch. Magdelaine og Ch. Belair begge Premier Grand Cru Classé Saint Emilion, plus og de to fornemme Pomerolslotte Ch. Trotanoy og Ch. La Fleur Pétrus. I dag er disse ejendomme en formue værd, og samtidig giver de familien Moueix mulighed for at sætte deres navn på nogle af de dyreste og mest efterspurgte vine i verden.

Det vi vil fortælle er, at man selvfølgelig også stiller store krav til kvaliteten, når man bruger familiens navn på det man kalder almindelige Bordeauxvine. Man går efter at være bedst i sin prisklasse. Smag selv.

Flot rubinrød med et let modent skær. Bouquet'en er indsmigrende med en god frugt af røde bær og lidt svampemuld, smagen er let krydret og velstruktureret, elegant og ren. Passende fylde og dæmpet garvesyre gør den meget drikkelig.

Tips til serving

Den skal drikkes nu og de næste to-tre år og vil gøre sig godt til kødretter, hvor man gerne vil understrege kødsmagen. Andebryst, entrecôte o.l.med ikke for kraftigt og fedt tilbehør.