2010 l'Ancien Comté, "Vallée du Paradis" rosé 13%

Vi er taget en tur ind i katharernes land. Vi er i Sydfrankrig i den gamle provins Languedoc og i det smukke, bjergrige landskab der kaldes Corbieres. Første gang vi var på de kanter, havde vi en lokal med for at vise vejen. 

Eller rettere vejene som er små og snoede og ligger hulter til bulder og som er dårligt markeret. Han vidste selvfølgelig alt om vinen, der er en vigtig del af landskabet, men han vidste måske endnu mere om stedet historie. Han omtalte konsekvent området som "pays cathare", og fortalte om den store historiske og kulturelle betydning katharerne havde haft. De var kristne men havde deres egen fortolkning af biblen, og det gav fjender.

Både den katolske kirke og Frankrigs konge var nådesløse modstandere, som havde sværget udslettelse af katharerne. Derfor opførte de en række forsvarsværker i Corbieresbjerge, hvor de troede sig sikre, men alle borgene ligger i dag som ruiner rundt omkring på højene. Den sidste kathar blev slagtet og brændt allerede i 1200-tallet, alligevel er der helt friske spor over alt. Dan Brown har blandt andet med sin bog Da Vinci mysteriet givet fornyet næring til katharernes virke og betydning.

Landskabet er på samme tid både råt og smukt. Umiddelbart synes betingelserne for vindyrkning i Corbieres ikke gunstige. Jorden er fattig, mager og tør, fyldt med klipper og tornebuske. Sommeren byder på lange tørkeperioder og vinteren på både sne, hagl og frost.

Selv om Languedoc kaldes for Frankrigs vinhave, så har Corbieres aldrig kunne være med i den helt billige ende. Man har derimod koncentreret sig om at lave "gode til vine til prisen", og da det er mere og mere i tidens ånd, er man ganske tilfreds med udviklingen.

Rosévin er noget Corbieresbønderne først og fremmest har lavet til sig selv. De havde lært at eksportmarkedet ikke satte tilstrækkelig pris på en god rosé, men søgte de billigste og mest ligegyldige. Nu er interessen for rosévin steget, og heldigvis er kvalitetskravene steget i samme takt.

I dag er der plads til en god, velsmagende tør rosé. Derfor melder l'Ancien Comté klar til at konkurrere om forbrugernes gunst. De har gjort sig umage, først med at finde ud af den rigtige drueblandinger: 40% Grenache, 40% Syrah og 20% Cinsault.

Til sammen bidrager de til en harmonisk, saftig og frugtig vin som får alle tvivlere til at ændre mening om rosé. Alle druerne er hentet i "paradisdalen" som er særlig velbeliggende, højt og i læ af bjergene. Det var tidligere ejet af Greven af Durban. I mere end tusinde år har man noteret sig, at klimaet er lidt mildere og omgivelserne meget skønnere her, og derfor navnet.

Mosten har koldgæret og vinen har lagret på tank, for at bevare frugten optimal.
Vinen er mørk laksefarvet. I næsen brombær, timian og lidt anis. Smagen er halvtør med en god intens krydret varme og lidt kerner i eftersmagen.

Tips til serving
Nydes kølig af store glas. Har muskler nok til at klare en let frokost. Perfekt til asiatisk mad, sushi o.l.