CREMANT D'ALSACE BRUT PRESTIGE, ALSACE

Der er noget helt specielt ved champagne, det skal vi være de første til at slå fast. Men samtidig vil vi tilføje, at det kun gælder de gode champagner. Alt for meget ordinært boblevand har desværre lov til at kalde sig champagne, fordi druerne kommer fra Champagnedistriktet lidt nordøst for Paris, og fordi vinen er lavet på det der kaldes "methode tradionnelle", det vil sige med eftergæring på flaske.

Det vi tillader os at kalde ganske ordinær champagne, koster alligevel et godt stykke over hundrede kroner for en flaske. Det giver anledning til at tænke i alternativer. Der er masser af muligheder. De spanske cava'er for eksempel. Eller måske mere oplagt de forskellige franske "crémant'er". Fælles for dem alle er, at de er lavet på den klassiske champagnemetode. Boblerne og trykket skabes ved eftergæring på flaske, og den fine og elegante smag opstår under lagringen på flaske sammen med bundfaldet.

De bedste traditioner for franske crement'er finder vi i Loire, Bourgogne og Alsace. Især i Alsace har man haft succes med at udfordre kollegaerne i Champagne-distriktet. Alsace-vinenes velkendte charme og behagelige smag, har det særdeles fint iklædt millioner af livlige bobler. Under bruset kan man genkende den bløde og honningagtige varme fra nogle af Alsace-druerne og en røget, mineralsk smag fra andre. Hvert vinhus har sin mening om druevalg og blanding.

Hos Kuehn i Ammerschwihr dikterer man en overvægt af Pinot Blanc. Fordi den står for lette og lidt neutrale vine, som netop er den bedste basis-vin, når man skal producere en elegant mousserende vin. Druesmagen må ikke være for dominerende, for så kan de fine undertoner fra bundfaldet - toast og malt - ikke gøre sig gældende.

Her er Baron de Schiele i fin form med masser af brusende skum i glasset og fine, små bobler. I næsen både grønne æbler og noget røget. Smagen er ren, enkel og meget appetitlig med lidt citrus i finalen. Tør og meget appellerende.

Tips til serving
Kølig i høje, slanke glas til alt og til alle